Syng den igen i Lemvig

Lørdag den 11. september kl. 19 slår Lemvig Idræts- og Kulturcenter dørene op for den syvende udgave af koncert- og fællessangs-arrangementet Syng den igen. Det er første gang, arrangementet foregår i Lemvig, og der forventes over 1000 publikummer til aftenen.
– Vi kan i år præsentere Flekkerøyguttene fra Norge, fortæller missionær Villy Sørensen, som er formand for Syng den igen-udvalget.
I løbet af aftenen vil der være mulighed for at synge og høre de kendte vækkelsessange. Der vil være indslag ved Judy Hunskjær på hendes trompet, Lene Hestbech akkompagneret af organist Erling Lindgren, Jens Linde og Vindingkoret, som blev genetableret ved sidste Syng den igen. Fællessangene ledes af et band etableret til lejligheden og et stort kor af de medvirkende.
Billetterne, flyers og plakater kan rekvireres ved Refleks Musik.