ISRAELSKE ARKÆOLOGER FINDER ÆLDSTE SKREVNE DOKUMENT I JERUSALEM

Israelske arkæologer har udgravet et ler-fragment, der er dateret til det 14. århundrede f. Kr., og som menes at være det ældste skrevne dokument, der er fundet i Jerusalem.Det bittelille fragment måler blot 2 x 2.8 centimeter og er kun 1 centimeter i tykkelse. Det menes at have været en del af en større tavle. Arkæologerne siger, at det bevidner Jerusalems betydning som en stor stad i bronzealderen – længe før byen blev erobret af kong David.

Fragmentet har akkadiske ord skrevet med gamle kileskrift symboler – ord som”du”, “du var”, “dem”, “at gøre” og “senere”. Skriftens høje kvalitet antyder, at den er affattet af en højt uddannet skriftlærd og formentlig skrevet til tavler, der var en del af en kongelig husholdning.

Fundet blev gjort i et fyld fra Ophel-området, beliggende mellem Den gamle Bys sydmur og Davidstaden. Udgravninger i dette område forestås af den kvindelige arkæolog, dr. Eilat Mazar, fra Det hebraiske Universitets Arkæologiske Institut.

Det hidtil ældste skrevne dokument i Jerusalem var på en tavle gravet frem i Shiloah nær Davidstaden, dateret til det 8. århundrede f. Kr. – mange hundrede år “yngre” end Ophel-fundet.

Ifølge professor Wayne Horowitz, forsker i assyriologi ved Det hebraiske Universitet,
antyder tavlestumpens høje kvalitet, at den sandsynligvis var en del af et budskab, sendt fra den daværende konge i Jerusalem til farao’en i Egypten.

Dr. Mazar mener, at fragmentet er et af de vigtigste fund, .der er gjort i området og siger, at hun håber, dette vil føre til andre store opdagelser.

– Et så lille fragment eksisterer ikke af sig selv, siger hun. Der må være andre, lignende stykker.

I februar fandt en arkæologisk ekspedition, ledet af dr. Mazar, i Ophel-området, ældgamle fæstningsværker af sten, dateret til kong Salomons og Det første Tempels tid for ca. 3000 år siden.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Ifølge arkæologerne antydede den 70 meter lange og 6 meter høje mur i fæstningsværket, at der dengang havde været et stærk centralt styre i Jerusalem, og at dette havde arbejdskraft og ressourcer til at opføre store fæstningsanlæg.