Sjælesorg og en kop kaffe
Café Arken i Vanløse har også plads til alkoholikere, narkomaner og hjemløse.På Jydeholmen 46 i Vanløse ligger en nyåbnet café, der rækker ud til alle.
Er du kristen? Er du såret? Er du alkoholiker, narkoman eller hjemløs, så er du velkommen til at kigge ind i Café Arken til en kop kaffe, snak, en sjælesorgssamtale og forbøn. Kaffen er gratis, men hvis du vil støtte caféen, kan du få lov til at lægge lidt i en skål.
Udenfor på fortovet sidder nogle mennesker og hygger sig i solen. De er allerede stamgæster. Her sidder også René Cilander, der har taget initiativet til Café Arken. Han er tidligere malermester, nu på førtidspension. Han blev kristen for 20 år siden og fik sit åndelige hjem i pinsemenigheden på Worsåe-vej. Han har i flere år virket som gademissionær og føler for de udskudte i samfundet.
For ca. 9 måneder siden lagde René Cilander hænderne på muren ved den lille kælderbutik og bad: Herre hvis du mener, at stedet her kan blive til din ære, så ban vejen. Den lille butik kunne lejes for 10.000 kr. om måneden, og det lå helt uden for René Cilanders muligheder. Kort tid efter faldt huslejen til 5.000 om måneden. René ringede til udlejeren og tilbød at male nogle køkkentrapper som betaling for indskuddet. Nogle dage senere ringede udlejeren tilbage: Du kan gøre 4 køkkentrapper rene og så har du betalt indskuddet.
Derefter gik René Cilander i gang med at skaffe inventar. Han har købt 3 mindre borde og 20 stole. Resten har han fundet i affaldscontainere i kvarteret. Danskernes overskudsmaterialisme har været med til at indrette Café Arken, der har åbent hver dag fra kl. 12-22 eller 23.
Gæsterne kan finde læsestof bøger, aviser, også nogle brugte eksemplarer af Udfordringen. Her kan de få en snak, og René er god til at lytte.
Søndag formiddag er der gudstjeneste i Caféen. I søndags kom 15 ind fra gaden. En dame følte, at Helligånden drog hende til gudstjenesten. Hun modtog et kundskabsord, der passede ind i hendes situation, og hun oplevede at blive sat fri. Flere har oplevet helbredelse ved forbøn i caféen.
Søndag den 27. juni var der et arrangement uden for caféen kl. 10. Her var der gratis morgenbord med rundstykker til alle. Ca. 1 gang hveranden uge er der gratis bespisning. René Cilander er ved at få en aftale i stand med bageren ved siden af, så han kan få det brød, der ved lukketid bliver smidt ud. Det vil han bringe ud til hjemløse.
En dame fra AA har henvendt sig og bedt om at få lov til at holde AA-møder i caféen. René Cilander er spændt på, hvad det hele vil udvikle sig til. Han åbnede caféen den 1. juni, og den er allerede blevet stamcafé for en lille gruppe i Vanløse, som har det svært.