”Vi har fundet arken – jeg står ved siden af den”

Her begynder Udfordringens serie om det fantastiske nye fund af en stor trækonstruktion under isen på toppen af Mt. Ararat.Clara fik en SMS fra Ahmet midt om natten:
Klokken var 2.30 om natten i juni 2008, da Clara Wei blev vækket af mobiltelefonens kendte bip-bip. Hun kunne ikke lade være med at se, hvem der skrev sms’ere til hende midt om natten.

Den unge Hong Kong-journalist Clara Wei har spillet en central rolle i kinesernes opdagelse af arken. Hun researchede først oplysninger til en film om Noahs dage.

Det viste sig at være en sms fra Ahmet Ertugrul i Tyrkiet, som åbenbart havde glemt de seks timers tidsforskel, fordi det stadig var dag i Tyrkiet.
Da hun læste teksten blev hun med ét lysvågen:
”Vi har fundet Noahs Ark. Jeg står lige ved siden af den nu på Mt Ararat. Hvad skal vi gøre?”
Journalist Clara Wei var ikke i tvivl om, at det var en alvorlig ment besked. ”Paracut”, som de kaldte ham, ville ikke spøge med dén slags. Hun havde mødt ham flere gange i Tyrkiet, de havde arbejdet sammen om Noahs Ark-projektet de sidste fem år. Hun vidste godt, at han blev beskyldt for at drikke for meget i perioder. Men han ville ikke lyve om så stor en sag.
”Tag en masse fotos, og hold kontakt” svarede Clara.
Men Parachut sendte ingen fotos. Han skyndte sig bare nedad bjerget igen, før der blev helt mørkt på det 5000 meter høje og frygtindgydende bjerg, hvor flere allerede var omkommet i deres jagt på arken – enten ved at styrte ned af bjerget eller ved at møde den hemmelige kurdiske guerilla fra PKK.
SMS-beskeden fra Paracut var kulminationen på flere års eftersøgning, som den kinesiske NAMI-gruppe fra Hong Kong var begyndt på i 2004. Hele vejen havde de arbejdet tæt sammen med den selvbevidste kurdiske guide. Gang på gang havde de været i Tyrkiet for at bestige Mt. Ararat – nogle gange måtte de rejse frustrerede hjem igen, fordi vejret var for voldsomt til at de kunne bestige ”moderbjerget”.
Men de fortsatte seriøst med kinesisk udholdenhed.

The Days of Noah hed en dokumentarfilm, som NAMI fik produceret om arkjagten.

Da Clara mødte på arbejde på filmselskabet Sparkling Sun næste morgen efter en rastløs nat, fortalte hun straks sin chef Wing Cheung Yeung om den utrolige SMS, hun havde modtaget. Yeung og Clara havde produceret en dokumentarfilm for den kristne gruppe NAMI (Noahs Ark Ministry International) i Hong Kong. ”The Days of Noah” hed filmen.
NAMI-teamet blev straks orienteret om den store nyhed. De tvivlede heller ikke.
– Vi havde allerede fået bekræftet fra eksperter, at der ikke ville være nogen form for menneskelig beboelse så højt på bjerget. Så da vi fandt træet, var den eneste sandsynlige forklaring, at det virkelig var Noahs ark, fortæller Clara Wei til Udfordringen.
Men nu – i juni 2008 – gjaldt det om at undersøge den kurdiske guides utrolige oplysninger, før hele verden kunne få den store nyhed at vide.

Sammen med Paracut arrangerede Clara Wei det kinesiske teams besøg i Tyrkiet i slutningen af august 2008. Trods dårligt vejr var det muligt for teamet at undersøge to andre steder, som også kunne tænkes at have forbindelse med arken. Men på grund af det elendige vejr kunne de ikke tage op til det nye sted, som Paracut fortalte om. De måtte nøjes med at se de fotos, som han havde taget på toppen af bjerget. Men kunne de stole på dem…? Billederne kunne være taget et andet sted…
Uden at have fået sikkerhed, måtte NAMI-teamet til sidst tage hjem igen. Det var meget frustrerende. Alle var enige om at holde hemmeligheden for sig selv. De var nødt til at være sikre, før de gik ud og proklamerede for alverden, at Noahs Ark var fundet.
Mange havde påstået at have set arken – men det var som regel på lang afstand eller på et satellitbillede, og deres påstande kunne alligevel ikke holde, når de blev undersøgt.

Faktisk fandt teamet allerede flere år tidligere et stykke træ på toppen af Mt. Ararat.
NAMI offentliggjorde det på pressekonferencer i Tyrkiet og Hong Kong, men nyhederne nåede aldrig rigtig de vestlige medier, som havde hørt for mange historier om mennesker, som mente at have fundet Noahs Ark.
Men faktisk var fundet af træ i ca. 4.000 meters højde i sig selv en stor opdagelse.
Problemet var blot, at det var sket engang før, da franskmanden Fernand Navarra i 1960’erne fandt et stykke træ i samme højde. Da man undersøgte træet med kulstof-14 metoden viste det sig kun at være mellem 1300-1700 år gammelt. Senere har man fundet ud af, at træets unge alder kunne skyldes K-14 metodens vanskeligheder med at teste træ, der har ligget lukket inde i is i tusinder af år. Træet var måske fra Noahs tid.

I den forbindelse blev hun bindeled til den kurdiske guide Ahmet Ertugrul (med øgenavne Paracut). Han gad ikke samarbejde med hvem som helst – slet ikke en selvbevidst amerikansk professor, som ikke viste respekt eller troede på hans oplysninger.
Men kineserne og kurderne forstod hinanden. Og en dag fik Paracut et hemmeligt tip om, hvor han kunne finde det årtusind gamle skib…

Den kurdiske guide var heller ikke så nem at arbejde sammen med. Da Clara Wei inviterede en amerikansk professor, dr. Randall Price, til Tyrkiet for at samarbejde om udforskningen, gik kurderen helt i hårdknude. Professoren udtrykte nemlig lidt for bramfrit sin skepsis overfor den kurdiske guides opdagelser. Paracut kvitterede ved at nægte at tage professoren med op på bjerget. Tilsidst forlod den pengestærke professor samarbejdet i raseri…
Kineserne måtte sende de hårdt tiltrængte penge tilbage til amerikaneren. Men de ville ikke miste samarbejdet med deres kurdiske guide.
Da de kom hjem til Hong Kong lagde de en plan: De ville finde en dygtig bjergbestiger i Hong Kong, som kunne tage med Clara til Tyrkiet og bestige Mt. Ararat i selv det værste vejr. Han skulle være kristen, så de kunne stole på ham. Og han skulle personligt bekræfte eller afkræfte, om Paracut talte sandt ved at tjekke Paracuts sted og tage billeder af træet.
Men hvor kunne de finde sådan en mand…?

Læs fortsættelsen i næste uge.

Bogen og videoen kan nu bestilles på Udfordringen.