Forlag i 25 år
Det kristne forlag Lychnos Publishing kan fejre 25-års jubilæum.For 25 år siden udgav Ellen Molin bogen Guds Faderhjerte af Floyd McClung. Det blev starten på forlaget Lychnos. Ordet er græsk og betyder lys eller lygte.
– Forlagets vision er stadig at være på forkant med, hvad Gud åbenbarer i kirken i dag, lyder det på forlagets hjemmeside.
Flere af forlagets udgivelser blev store succeser de første år, bl.a. Rick Joyners Den sidste Prøve.
Der blev udgivet over tredive bøger og hæfter over seksten år, hvorefter forlaget blev overgivet til frimenigheden Kilden, der har til huse i Ørum mellem Viborg og Randers.
75 titler er det blevet til i alt i årenes løb – foruden printning af bøger, erindringer, hæfter, medlemsblade, plakater, undervisningsmaterialer, traktater og kort.
I 1995 udkom den første lydbog, og allerede i 1988 begyndte forlaget at udgive bøger efter princippet Print on Demand, som vil sige at trykke bøger i det antal, der er aktuelt. Og når behovet stiger, bliver der trykt flere.