Ikke uden tårer
Kurt E. Larsen er lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus.Tårerne løb ligefrem fra synderindens øjne. Havde vi oplevet dette stærke følelsesudbrud, havde vi måske fundet det mærkeligt.
Eller forklaret det med, at hun tilhørte en anden tid og en anden kultur, som når en afrikaner danser af glæde til gospelmusik. Det finder vi naturligt nok. Vi danskere har bare en anden skik, siger vi – men er der i virkeligheden mere på færde end kulturforskelle?
Hvordan ville vi have det, hvis en præst i dag begyndte at græde på prædikestolen af glæde over Jesu kærlighed? Det er faktisk, hvad vi beder om, når vi synger med på nogle af vores mest kendte salmer.
Brorson synger: at han os elskte, os onde, så såre, må vi hensmelte i kærligheds tåre. (Salmebogen nr. 492,3)
Kan du forestille dig Brorson i Ribe bispegård sidde og hensmelte i tårer over den kærlighed, Jesus har vist os? Eller kan du se for dig salmedigteren Grundtvig grædende bede til Gud om at opleve Helligåndens forvandlende kraft ind i sit kolde hjerte? For det er faktisk, hvad han beder om i den kendte salme:
Derfor beder jeg med tårer, led den ind i mine årer,
floden som kan klipper vælte,
floden som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af. (Salmebogen nr. 192,6)
Brorson og Grundtvig var to solide mænd i den danske kirke. De var hverken sværmeriske eller sygelige. Men de var stærkt følelsesprægede i deres tro på Gud. Fordi de kendte noget til storheden i Guds kraft og Jesu kærlighed – kunne de ikke lade sig nøje med en nøgtern, intellektuel vanekristendom. Gud havde talt så stærkt til dem ved sin Ånd, at det prægede hele deres liv – forstand og følelse, sjæl og krop. Deres tro var så levende, at den ikke var uden tårer.
Vi kan fuldt ud forstå, at nogen græder til en begravelse. Men at græde i længsel efter Guds Ånd? Eller hensmelte af glæde over Jesus? Det kan virke lidt overvældende på os.
De ydre udtryk kan skyldes forskelle fra person til person. En vestjydes hjerte kan være lige så fuldt af kærlighed til Jesus som en sydamerikaners, selv om de udtrykker det på hver sin måde. Men forskelle i sind og skik er måske ikke hele forklaringen. Jesus taler om en forskel på, hvor meget man har fået tilgivet. Jo mere man har fået tilgivet, jo gladere er man.
Kvinden i søndagens tekst havde levet et udsvævende liv. Det stod klart for hende. Derfor var det så stor en befrielse for hende at høre Jesu ord om tilgivelse. Det var så fantastisk et budskab, at tårerne strømmede ned over kinderne på hende. Glædens tårer. Hun havde mødt ufortjent kærlighed. Derfor var Jesus blevet dyrebar for hende.
Farisæeren, som var tilskuer til kvindens tårer, ofrede ingen tårer selv. Han regnede sig for at være god nok, som han var. Har man det sådan, bliver det med Guds kærlighed en selvfølge. Og ud af det selvfølgelige strømmer ingen glædestårer.
Selv for en kristen kan Jesu tilgivelse blive en selvfølge. Det kan blive sådan, at Guds ord lader én forholdsvis følelseskold, fordi man kender det hele så godt. Men Gud Ånd kan på ny åbne øjnene for det største i livet: At jeg er Guds barn. At jeg er tilgivet af Frelseren.
Det er Guds Ånd, der gør forskellen på, om man bliver grebet af Jesus – med større eller mindre synlige følelsesudtryk – eller om man tager det største som en selvfølge. Derfor må vi bede om Guds Ånds indgreb, så Jesu kærlighed kommer til at stå lyslevende for os som aldrig før.
