Jordan nu også ramt af raketter – flere sårede

Terrorist-organisationen “Global Jihad” menes at have været ansvarlig for en salve af raketter, der – udover at ramme Israels sydligste by, Eilat – også slog ned få kilometer derfra i den jordanske Rødehavsby, Akaba, hvorfra der rapporteres om en død og fire sårede.Det er længe siden, raketter er blevet afskudt mod Eilat – og det er sjældent, at havne- og turistbyen Akaba er blevet udsat for et sådant angreb. Sidste gang var den 22. april, da en raket ramte Akaba, dog uden at nogen kom til skade.

Ifølge israelske kilder blev i alt fem raketter afskudt mandag morgen fra Egyptens Sinai-ørken mod Eilat og dennes naboby, Akaba. Jordanske myndigheder oplyser, at en “Grad”-raket ramte en parkeringsplads ved indgangen til InterContinental Hotellet og sårede fem personer, hvoraf en døde nogle timer senere.

En egyptisk talsmand siger, at angrebet ikke er udgået fra Sinai-halvøen.

– Affyring af raketter fra Egypten kræver omfattende logistiske forberedelser og meget udstyr, siger denne talsmand. Det er umuligt, fordi Sinai er svært sikret.

Store israelske politistyrker er blevet sendt til Eilat-området.

En indbygger i Eilat, Avi Cohen, siger, at han hørte store eksplosioner kl. 7.55 mandag morgen, og at bygningen, hvori han befandt sig, rystede.

– Dette kan være ødelæggende for turismen på Eilat, siger han.

Eilats borgmester, Yitzhak Halevy, siger, at “fundamentalistiske bevægelser prøver at forårsage kaos”, men han understreger, at ingen turister har forladt byen, og at redningskorpsene er trænet og forberedt på muligheden for raketild.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Præsident Shimon Peres siger, at der er “en virkelig kamp i Mellemøsten mellem de moderate lande og ekstremisterne, som prøver at ødelægge enhver chance for fred”.

En israelsk militær talsmand siger, at optrapningen i raketangreb i løbet af weekenden formentlig var Hamas’ svar på Den arabiske Ligas beslutning om at bemyndige Den palæstinensiske Myndighed (PA) til at åbne direkte fredsdrøftelser med Israel.

Talsmanden siger, at raketangrebene næppe vil føre til åbne fjendtligheder, men formentlig har været et forsøg fra Hamas’ side på at udsende et budskab om, at den ikke må ignoreres under fredsdrøftelser.


Artiklen fortsætter efter annoncen: