Ind i Guds nærhed
Bob Sorge har skrevet en værdifuld bog om det skjulte sted. Lønkammerets hemmeligheder anviser forskellige veje til at opflamme din personlige tid med Gud.De 52 kapitler har alle en overskrift, der begynder med ordene: Hemmeligheden ved …
Første kapitel hedder: Hemmeligheden ved at sige Ja, – og forfatteren beder læserne om for hver side, der læses, at sige Ja til århundredernes hemmelighed.
Hvad er denne hemmelighed så?
Den er det skjulte sted. Lønkammeret, rummet, hvor du kan lukke døren, er hemmeligheden!
I Bjergprædikenen kap. 5 står der, at da Jesus så skarerne omkring sig, satte han sig, tog til orde og lærte dem.
Om bøn sagde Jesus: Og når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig. (Matt 6,5-6)
Luk din dør, siger Jesus.
Hele skriften er indblæst af Gud, men det er en speciel glæde at give Jesu ord en særlig opmærksomhed.
Det første, han underviste i om bøn, var faktisk om lønkammerbøn. I Bjergprædikenen lærer han os, hvordan vi skal bede, men først lærer han os, hvor vi skal bede.
Din far, som ser i det skjulte, siger Jesus. Han venter på dig, er gået i forvejen. I samme øjeblik, du når ind i det skjulte, er du i din fars umiddelbare nærhed.
Her må du så lære at lytte. Tingene bliver ikke forvandlet, når jeg taler til Gud. Tingene bliver forvandlet, når Gud taler til mig!
Forfatteren giver her et praktisk forslag: Tag en notesblok med til skjulestedet, og skriv de gøremål op, der forstyrrer din lytten. Forbered dig på at gøre disciplinen opmærksom lytning til en livsstil.
Han peger på de mange afguder, det moderne menneske har. Som vi søger hjælp og sikkerhed hos. Alt, hvad vi tilskriver evnen til at redde os, er defineret som en gud.
Under titlen: Hemmeligheden ved Simultanlæsning giver Sorge os en nyttig hjælpeanvisning med hensyn til at komme igennem Bibelen.
Den er god og kan være til velsignelse for såvel nye bibellæsere som gamle.
Lønkammeret er ikke destinationen. Det er kun katalysatoren. Det er designet af Gud til at etablere os i et intimt venskab med ham, og det vandres ud i vort hverdagsliv.
Det mål, vi er ude efter, er en hverdagsvandring i ubrudt forbindelse med vor Herre og ven.
Jeg er ikke klar over, om det er en tilfældighed, at denne værdifulde bog består af netop 52 kapitler, men det ligner en tanke: at der er et kapitel for hver uge i et år!
Der er indhold nok til en uges studie af sådanne få sider, omhandlende et vigtigt emne. Prøv det …
Sidste kapitel hedder Hemmeligheden ved enhed med Gud.
Her tales der om endetiden: om gråd, smerte og tårer – og om ønsket om opfyldelsen: altid at være sammen med Herren.
I bogens sidste linier skriver Sorge:
Men indtil da vil jeg trække mig tilbage til mit lønkammer; som en hjertesyg, kærlighedssyg brud, der længes efter at se sin brudgom. Jeg vil følge ham for at indhente ham.
Og jeg vil juble i mit stille skjul – den højeste intimitets sted – for her er jeg bundet sammen med ham, og vi er én ånd.
Bob Sorge:
Lønkammerets hemmeligheder
209 sider 199 kr.
Lychnos Publishing