Løvhytte trækker kristne til Jerusalem

I år kom omkring 7.000 fra 100 lande for sammen med jøder at fejre Løvhyttefesten.Omkring 7.000 kristne venner af Israel fra 100 lande verden over besøgte for nylig Jerusalem for at deltage i den ugelange jødiske Løvhyttefest.Begivenheden, som arrangeredes af Den Internationale Kristne Ambassade, Jerusalem, er Israels største årlige turisttildragelse og den største udenlandske solidaritetsmission i landet – og ventes at have givet den israelske økonomi en indsprøjtning på omkring 15 millioner dollars.
Blandt deltagerlandene fandtes Brasilien, Norge, Australien, Bolivia, Canada, Chile, Indien, Italien, Nigeria og Finland.
Gæsterne deltog under Løvhyttefesten, der blev indledt om aftenen den 23. september, i en række seminarer. De rejste også rundt omkring i landet.
Ved gallaåbningen i Jerusalem var hovedtaleren den Kristne Ambassades eksekutivdirektør, pastor Malcolm Hedding.

Fejrede 30 år

Det var i år 30. gang, at Ambassaden har stået for dette arrangement, og i den forbindelse sagde Hedding:
– Den Kristne Ambassade har sat en bemærkelsesværdig rekord med at støtte Israel og et forenet Jerusalem i tre årtier – ved vores mange humanitære projekter rundt om i landet, vores verdensomspændende bestræbelser på at støtte Israel og vores årlige deltagelse i Løvhyttefesten. I de forløbne 30 år har 150.000 kristne pilgrimme besøgt Jerusalem og lagt hundreder af millioner dollars i landet.

Solidaritetshandling

Den Internationale Kristne Ambassade blev grundlagt under den første offentlige kristne deltagelse i Løvhyttefesten i september 1980, da de sidste 13 udenlandske ambassader havde flyttet residensen fra Jerusalem til Tel Aviv som protest mod, at Knesset havde vedtaget ”Jerusalem-loven”. Som reaktion besluttede 1.000 kristne pilgrimme fra 40 lande at oprette Den Kristne Ambassade i Jerusalem som støtte og solidaritet med den 3000-årige jødiske forbindelse med Jerusalem.
Løvhyttefesten – på hebraisk: ”sukkot” – er en af de tre valfartsfester (de to andre er påskefesten (”pesach”) og ugefesten (”shavuot”).

Den 40-årige vandring

Den historiske baggrund er israelitternes vandring i ørkenen i 40 år. Påbuddet om at sidde – oprindelig bo – i løvhytter i syv dage overholdes i stort omfang i Israel. Der bygges småhytter med løvtag på verandaer og tage, og byerne ændrer så at sige udseende i en uge. Mange israelere indtager alle deres måltider i disse løvhytter, og ikke få sover der også, hvis det ikke er for køligt.

Guds beskyttelse

Tanken bag hyttebygningen er, at man skal huske på den beskyttelse, Gud gav israelitterne i deres primitive ørkenhytter. Sukkot er også en takkefest for årets frugtavl. Den ottende dag kaldes slutningsfesten, og derefter kommer Torah, Glædesfesten.
Et af Løvhyttefestens højdepunkter for de mange udenlandske kristne venner af Israel var Jerusalem-marchen tirsdag den 28. september, da tusinder af udenlandske kristne deltog i et farverigt optog gennem byen i solidaritet med Israels befolkning.