Mennesket er mere end krop
Uhelbredeligt syge og døende føler stor ensomhed, fordi ingen taler med dem om deres psykiske smerte, viser undersøgelse.En undersøgelse afslørede for nylig, at hver fjerde uhelbredeligt syge og døende i Danmark føler tab af værdighed, når kroppen forfalder, og de ikke længere magter de basale livsnødvendigheder.
Undersøgelsen er foretaget blandt 174 patienter på den palliative dvs. lindrende – afdeling på Bispebjerg Hospital og Sankt Lukas Hospice.
– Mennesker, der oplever tab af værdighed, er oftere ensomme og føler ikke, at de er i stand til at kæmpe imod sygdommen, siger forfatter til afhandlingen, psykolog på palliativ afdeling på Bispebjerg Hospital, Lise Jul Houmann.
Og netop ensomheden og magtesløsheden gør, at uhelbredeligt syge og døende føler sig fanget af deres egen krop. Når behandlingssystemet næsten udelukkende beskæftiger sig med at kurere kroppen, øges ensomhedsfølelsen.
Men det er der råd for. For oplevelsen af at være i kroppens vold skyldes en todelt opfattelse af mennesket, en såkaldt dualistisk forståelse, forklarer Helle Timm, der leder Palliativt Videncenter i København.
– I virkeligheden oplever mange syge, at der er en sammenhæng mellem sjæl og krop. Mennesker har ikke bare deres krop, de er deres krop, siger Helle Timm.
Hun mener, at den ensidige fokusering på de døendes syge krop bevirker, at de dødeligt syge oplever at stå alene med deres tanker.
Det udfolder hun i sit bidrag til antologien Memento Mori døden i Danmark i tværfagligt lys (Syddansk Universitetsforlag 2008).
I behandlingssystemet er det kroppen, der er i fokus. Det er kroppens skrøbelighed, der fører til forfald og død. Derfor behandles kroppen ofte som en maskine, der skal repareres, noget, der er uden for mennesket selv.
Det er denne form for medicinsk logik, som påvirker tankerne om det at være menneske. Hvis vi lever rigtigt og sundt, kan vi holde os i live og undgå sygdomme, lyder facit.
Men der er andre måder at betragte mennesket på. Helle Timm pointerer, at vi som mennesker ikke bare har vores kroppe, men at vi er vores kroppe, og det er som sådan, at vores nærmeste forholder sig til os.
Man kan tale om både en fysisk død og en social død. Vi kan bedst lide, at de to følges ad, men sådan er det ikke altid. Mange gange går den sociale død forud for den fysiske. Den sociale død indebærer, at den syge og de pårørende mister sociale relationer, de før har været vant til, og som har givet identitet og mening.
Forskning viser, at når kroppen går i opløsning, sker der også en form for opløsning af menneskets krops-selv. Mennesket befinder sig i et slags overgangsrum. De føler ikke, de hører til hverken de levendes eller de dødes verden.
På Bispejerg Hospital har man desuden særlig hjælp til dem, som er havnet i kroppens vold. Den såkaldte værdighedsterapi går ud på, at en psykolog eller en sygeplejerske hjælper den døende med at nedskrive et dokument om sit liv. Dokumentet gives videre til de efterladte.
Omkring 80 procent af de patienter, der har taget imod dette tilbud, oplevede det som tilfredsstillende, og halvdelen svarede, at det øgede følelsen af mening, værdighed og vilje til at leve.
Af Jette og Svend L. Madsen
Læs mere på
Sondagmorgen.dk
