På en regnvejrsdag

Det var en af de her regnvejrsdage, hvor regnen aldrig syntes at ophøre.Kort før lukketid smuttede min datter og jeg ned i den lokale sportsbutik i det Sønderjydske. Vi skulle lige nå at finde nogle gymnastikshorts, inden sæsonen gik i gang (dagen efter…). Vi var allerede for sent på den, da vi også skulle nå at hente storebroren hos en kammerat langt ude på landet en aftalt tid. En tid, som allerede var umulig at nå. Men tilbage til sportsbutikken. Mens jeg en smule stresset fiflede rundt blandt stativerne for at finde et passende outfit i størrelse 6 år, hørte jeg den unge mandlige ekspedient henvende sig til en anden kunde – en kvinde med et barn i 7-8 års alderen:
– Kan jeg hjælpe dig?
– Ja, svarede kvinden, har I en ark?
– En ark?, spurgte ekspedienten uforstående.
– Ja, sådan en Noah byggede, fortsatte kvinden.
– Øh, nej, lød det tøvende og stadig uforstående fra ekspedienten.
– Nå, men så fortsætter jeg bare med at se på regntøj, lød det smilende fra kvinden.
Svaret blev mødt med total tavshed fra ekspedienten. Og, må jeg med skam indrømme, der kom heller ikke en lyd fra mig, der trods alt stod mindre end to meter væk. Men hun var jo helt vildt morsom! Hun fortjente et større latterudbrud for sit humoristiske indslag på en grå regnvejrsdag. I stedet kunne jeg så genfortælle episoden, først til min mand og dagen efter i kaffepausen på arbejdet, og høste latterudbruddet. Min mand genfortalte den også på sit arbejde – og høstede endnu et latterudbrud. Så kære kvinde fra sportsbutikken – tak for dit indslag – det lyste op på min regnvejrsdag. Håber, du har genfortalt det selv og modtaget den fortjente respons.

Men sådan er livet jo nu engang. Det sker, at vi planter uden at høste. Det sker, at vi opmuntrer, prædiker, rådgiver eller blot giver et knus uden at se frugten af det, eller fuldt ud forstår, hvad det har betydet for en anden. Til gengæld kan vi så af og til få lov til at høste, hvad en anden har sået…