Religionen betyder mere for fattige end for rige

En internationel undersøgelse viser, at religionen betyder mest for mennesker i fattige lande. I Vesten betyder den mindre, og mindst betydning har religionen for estlændere og svenskere.I fattige lande som Bangladesh, Niger, Malawi og Burundi siger derimod 99 procent af indbyggerne, at religionen er meget vigtig. I Estland siger dog kun 16 procent det samme og i Sverige 17 procent. En undtagelse blandt de rige vestlige lande er USA, hvor 65 procent af indbyggerne mener, at religionen er vigtig for dem. Også i Italien og Grækenland har religionen stor betydning for befolkningen. I Frankrig siger 30 procent af indbyggerne, at religionen spiller en stor rolle. Det samme mener 27 procent af briterne og 24 procent af japanerne. Ifølge undersøgelsen, som omfatter 114 lande, og som er gengivet i den svenske avis Dagen, mener hele 84 procent af verdens befolkning, at religionen er vigtig for det daglige liv.
KPK