Retræte…?

”Du skulle skrive noget mere,” sagde en venlig dame til mig. Jeg havde netop fortalt om mit bi-job i Afrika, og det fik hende til at sige, at hun nu bedre forstod, hvad jeg fik tiden til at gå med. For det var jo ikke meget, jeg skrev i avisen, sagde hun og viste med en tommelfinger og pegefinger, hvor lidt en lederartikel fylder. Jeg synes, det var lidt uretfærdigt, for de fleste dage arbejder jeg som en gal fra 8-18. Jeg er ikke blot redaktør, men også it-reperatør, direktør, forlagsredaktør, pr-mand og altmuligmand.
Jeg bruger mere tid på at bearbejde andres artikler end selv at skrive noget… Bortset fra de daglige 50 mails.
Sådan ender vi ofte med at bruge al vores tid på alle hasteopgaver, så der ikke bliver tid til dét, som man egentlig synes er det vigtigste. For alt det andet skal jo også gøres.
Det er som regel først, når alle andre har forladt bladet, og der bliver ro, at jeg får skrevet noget sammenhængende…
De ti bøger, jeg har skrevet, er som regel blevet til fra midnat til kl. 3 om natten eller i weekender og ferier. I år brugte jeg sommerferien på at skrive om Noahs ark. Og nød det.

Hvad kan man så lære af redaktørens jamren?
Det ved jeg ikke. Jeg kan jo ikke selv hitte ud af det…
Men jeg har ét godt råd, som fungerer for mig: Hver dag går jeg en lille tur i middagspausen for at modvirke hovedpine.
Det er min lille retræte. Fordelen er også, at årstiderne ikke bare suser forbi udenfor vinduet, som det ellers nemt sker, når man sidder med hovedet i en skærm.
Men jeg skal tvinge mig selv til at gå – og jeg var aldrig kommet i gang, hvis jeg ikke havde slået hovedet, så jeg var nødt til det. For jeg synes altid, der er vigtigere ting at lave end at gå! Jeg har det med at rode mig ind i utallige presserende opgaver.
En dag bad jeg desperat Gud om at vise mig, hvilke opgaver jeg ikke skulle påtage mig. ”Vis mig det NU, når jeg tænder for min mail!” bad jeg med dirende stemme. Svaret stod på skærmen: ”Filen er for stor. Programmet kan ikke fungere.”
Jeg tror, det var et hint ovenfra om, at opgaverne ikke nødvendigvis var forkerte. De var bare for mange.
Så må vi bare håbe, at nogen af dem, der altid siger ”ta’ den med ro” vil overtage noget af alt det, der skal gøres…

Af redaktør Henri Nissen