Sandra vil gøre ’Guds rige’ mere synligt

Sandra Ryan arbejder sammen med sin mand, Geoff, blandt socialt udsatte i Toronto, Canada. Fredag og lørdag er hun i Danmark for at tale på Frelsens Hærs kongres om at leve ”På Guds præmisser”.- Mit liv har været uendelig velsignet, konkluderer Sandra Ryan, der fra 17. – 19. september er hovedtaler ved Frelsens Hærs kongres i Danmark.De sidste 10 år har hun og hendes mand, Geoff, været radikale pionerer i et af Canadas mest belastede områder, Regent Park. Området udgør et af Canadas største boligkomplekser og er beliggende i Torontos bykerne.
Befolkningstætheden er enorm. Med over 100 nationaliteter, sprog, kulturer og udbredt fattigdom er udfordringerne talløse. Narkotika, prostitution og vold hører til dagens uorden.
Frelsens Hær opgav i 1988 efter godt 80 år at drive menighedsarbejde i kvarteret. Det samme år, ægteparret Sandra og Geoff Ryan søgte ind på Frelsens Hærs officersskole (præsteseminar).

Efter officersuddannelsen gjorde parret i et år tjeneste blandt landets oprindelige indianske befolkning i den fjerntliggende landsby Gitwinksihlkw, hvorefter de tilbragte ni år i det tidligere Sovjetunionen. De første tre år med genåbning af Frelsens Hærs arbejde efter kommunismens fald og de sidste seks med ansvar for hærens arbejde i det sydlige Rusland og Tjetjenien.
Ved hjemkomsten til Canada blev de udfordret til at genåbne Frelsens Hær i Regent Park. En opgave, de uden tøven sagde ja til.
Sandra Ryan peger på to faktorer for den fremgang, hun og Geoff har haft i det rå Toronto-kvarter, hvor de har opfostret deres tre børn: Lyttende ører i forhold til Gud og lokalsamfundet.
– Da vi ankom til området, brugte vi de første mange måneder på at bede i kvarteret. I parker, på gader og caféer. Vi bad Gud vise os sin plan og den rolle, han ville, vi skulle spille i den. Vi lyttede til folk og gjorde meget for at blive en del af lokalmiljøet. Vi engagerede os, og efterhånden begyndte folk at få tillid til os, husker hun.
– Dette er stadig det grundlæggende i vores måde at arbejde på i Regent Park. Vi beder konstant i området og beder Gud holde os trofaste i det, han vil, vi skal være, fortæller Sandra, der oplever, at de på den måde synliggør Guds rige.
– Vi tilbringer så meget tid som muligt ude i området, så folk kan få øje på Guds rige og hans menighed.

Med nøgleord fra Esajas Bog kap. 61,4 – ”rebuild, restore, renew” (på dansk: reparer, genrejs og forny) har Sandra og Geoff Ryan udviklet et koncept for arbejdet, der i dag har spredt sig til 21 menigheder i flere lande. Et netværk, hvor både bøn og ressourcer deles frit.
– Med de første fire vers fra Esajas 61 introducerede Jesus sit virke på jorden. På samme måde oplever vi, Gud har kaldet os til at gå til de mest nedbrudte og forpinte steder og bringe godt nyt gennem vore egne liv, forklarer Sandra.
– Jesus kom og levede iblandt os i en nedbrudt og forpint verden, hvilket er grunden til, at vi lever. På samme måde tror vi, vort område, som er et nedbrudt og håbløst sted, kan blive genrejst gennem tilstedeværelsen af Guds folk her.
På spørgsmålet om, hvorvidt tjenesten i de barske omgivelser har krævet offervilje, svarer den canadiske pioner, at hun ikke mener, hun har måttet give afkald på noget, der var ægte og værdifuldt.
– Har jeg givet afkald på noget, var det aldrig mit til at begynde med. Tværtimod er jeg den mest velsignede kvinde på jorden.

Både opgaverne i Rusland og i Regent Park betegner hun som ”privilegier”, der har bibragt hende mere, end hun selv har givet.
I modsætning til disse to opgaver var stationeringen i indianerbyen Gitwinksihlkw den rene idyl. En afstikker, der dog giver god mening for Sandra. Hun er nemlig slet ikke et by-menneske.
– Gitwinksihlkw var som himlen. Det var min drømmeopgave, så jeg i alle fremtidige by-opgaver kan mindes, hvordan himlen vil være. Det er en landsby med 200 indbyggere, omgivet af bjerge, en skøn flod og frodige skove, fortæller Sandra, der er overbevist om, at landsbyen med den ikke helt mundrette udtale er en afglans af himlen.
– Jeg tror, Gud ville, jeg skulle have en forsmag af det himmelske, sådan at jeg under min tjeneste i byen altid kan eje forventningens glæde. Jeg er ikke et by-menneske, men ved, det er her, Gud vil have mig nu. Jeg er også glad for at være her, men i mit hjerte vender jeg tilbage til landsbyen, når jeg har behov for at opleve skønheden.

For Sandra og Geoff Ryan er det et personligt kald at opsøge de mørkeste områder for at bringe lys.
– De fattige vil altid være mit folk, siger pioneren, der frimodigt udfordrer danske troende til at have samme indstilling.
– Opsøg de områder i Danmark, hvor både mørket og behovene er størst. Nøjes ikke med at servicere folk, men del livet med dem. Vær det, vi var bestemt til at være: En Guds armé.
– Hvis vi vedholdende viser fattige Guds kærlighed, vil han både velsigne os og give os fremgang, erklærer hun.
Når Sandra opfordrer til at være tro mod hærens udgangspunkt, sigter hun dog ikke primært på den synlige fremtræden som armé, men på den indre indvielse.
– Vort grundlæggende kald er at kæmpe for de forsvarsløse, forsvare de hjælpeløse og bringe godt budskab til fattige. Det må vi gøre på den måde, der virker bedst. Det eneste væsentlige er vort kald – alt andet kan undværes.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun ser 614-konceptet som en ”genopfindelse” af Frelsens Hær, svarer hun, at det på ingen måde er tilfældet.
– Vore bestræbelser er blot et lønfuldt håb om at være en Frelsens Hær, fastslår hun.
På samme vis tager hun ikke stilling til, om Frelsens Hær har sin største tid bag eller foran sig. Sandras fokus er at tjene og være tro.
– Jeg kan ikke svare for en hel bevægelse. Men jeg er jo Frelsens Hær og kan svare for mig selv: Min fortid har været velsignet, og jeg har ingen grund til at tro, Guds velsignelse vil ophøre, såfremt jeg er trofast mod hans kald til mig.
– Så er det op til ham, om jeg skal så eller høste. Jeg er tilfreds med begge dele. Jeg finder al grund til opmuntring og tro i en dyb og vedvarende relation til min Gud.

Det er første gang, Sandra besøger Danmark. Hendes kendskab er derfor begrænset. Faren for at et velstående samfund kan vaccineres mod kristendommen, er hun imidlertid bevidst om.
Hun opfordrer derfor til ikke at skjule og udvande troen, ligesom hun opfordrer til ikke blot at se på Danmark, men på hele verden som missionsmark.
– Danmark er det eneste skandinaviske land, jeg ikke har besøgt, så det ser jeg virkelig frem til. Der er så stort potentiale og så mange ressourcer i Skandinavien, der traditionelt har stået i front for verdens mission.
– Det vil glæde mig at se det danske folk fortsætte med at velsigne og stille ressourcer til rådighed for resten af verden. Jeg tror, at danske kristne ikke primært er kaldet til danskere, men til hele verden, lyder den kommende kongres-talers appel.

Bortset fra familiefestival og musikfest lørdag eftermiddag i Falconer Centret holdes samtlige møder i Templet, Frederiksberg Alle 9.
Program med yderligere information om kongressen kan fås ved henvendelse til Frelsens Hærs hovedkvarter.