40 års jubilæum for Kristendemokraterne

Partiet opstod i protest mod den borgerlige VKR-regerings indførelse af fri abort og lovliggørelse af pornografien. Ingen troede på, at partiet ville lykkes, men det kom i Folketinget og fik stor indflydelse. Efter flere nedture er KD nu igen på vej tilbage.- Vi kan gøre det igen! skriver den tidligere landsformand og folketingsmand Jens Møller i anledning af Kristendemokraternes (KD) 40 års jubilæum, som fejres på landsmødet i Middelfart lørdag.
Jens Møller blev sidste år udnævnt til æresmedlem for partiet, som han selv var med til at stifte i 1970, og som han var leder for i dets første glansperiode fra 1973-79.
Han havde dog en kort periode også forladt partiet i frustration over den udvikling, partiet gennemgik i begyndelsen af det nye årtusind. Men da partiets græsrødder for to år siden gjorde op med den nye liberale linje under Bodil Kornbek, vendte Jens Møller tilbage og opfordrer nu bl.a. i mange læserbreve (-selvom han nu er 89 år og blind-) andre til at støtte KD.

Det var skuffelsen over den borgerlige regering, der satte fart i tankerne om et kristeligt inspireret folkeparti (KrF).
Tidligere havde især Venstre men også de Radikale haft rødderne i højskolekristendommen, og begge partier henviste til Grundtvig. De Konservative stod traditionelt for Gud, Konge og Fædreland. Selv i Socialdemokratiet var der flere markante kristne personligheder, som fx Bodil Kock og Orla Møller, der forsøgte at dreje partiet væk fra dets tidligere anti-kirkelige holdning.
Men med ungdomsoprøret i -68 begyndte værdifundamentet at vakle. Overalt forsøgte de nye ”profeter” at nedbryde normerne. De borgerlige forsøgte at følge tidsånden ved bl.a. at indføre fri abort og gøre pornografien lovlig.
Dét var dråben, der fik frustrationen til at flyde over.

Til venstre: Jacob Christensen 1970-73
– lægen, der gik i proteststrede.
Til højre: Jens Møller 1973-79
– den visionære leder.

En række kristne personligheder mødtes i april 1970 og stiftede et midterparti, der skulle have en klar forankring i det kristne værdigrundlag.
De valgte i første omgang overlæge Jacob Christensen, Horsens, til landsformand.
Begejstringen var så stor i kristenfolket, at det lykkedes at samle 21.338 underskrifter allerede i marts 1971 – i god tid inden et pludseligt valg i november. Jakob Christensen brugte sin sommerferie på at udarbejde et partiprogram, der byggede på den franske radikale politiker Jean-Jacques Servan-Schreibers nye manifest ”Ciel et Terre”. (Himmel og jord).
Programmet blev vedtaget med bifald på det første landsmøde.
– Men deltagerne havde nok ikke læst det. I alt fald gik det meste af den følgende tid med at debattere ting, der efter min mening hørte hjemme i en missionsk forsamling og ikke i et politisk parti. Og når der endelig blev talt politik, viste det sig, at det store flertal ved møderne var inkarnerede venstrefolk (- det var dengang, Venstre lå til højre for Højre), fortæller Jakob Christensen.

Ved valget i 1971 manglede partiet kun 600 stemmer i at nå de 2 pct. og dermed få fire mandater valgt.
Straks erklærede de politiske modstandere og kommentatorer lettet partiet for dødt.
Uenigheden blev tydeligere, og tilhængerne faldt igen fra.
På et møde i vinteren 1973 på Unge Hjems Højskole i Århus kom det til et opgør.
– Den daværende landsformand Jacob Christensen og ca. en fjerdedel af Hovedbestyrelsen forlod mødet og smækkede med døren efter sig, husker Jens Møller, som var næstformand. Det blev derfor hans opgave at føre partiet videre, og han begyndte sin periode med at opfordre de tilbageblevne i HB til at folde hænderne og bede om Guds hjælp.
– De følgende dage kom mange udmeldelser. Humøret var på nulpunktet, vores Gallup-tal var under 1 %, og pressen skrev vores nekrolog, husker Jens Møller.
– Men vi ville ikke lade os slå ud. Vi var enige om virkeligt at tage fat, og i løbet af sommeren blev Gallup-tallene bedre.

– Da valget kom d. 4. december ’73 var det uhyggeligt spændende, om vi nåede de 2 pct. De første resultater var meget positive for Kristeligt Folkeparti, som det hed dengang, men vi holdt igen med jubelen, for vi havde før oplevet, at vi havde gode tal på landet, men det hele blev ødelagt, når vi så de dårlige tal i de store byer.
Da valget blev endeligt gjort op, ville jubelen derimod ingen ende tage, da det viste sig, at vi ikke havde fået valgt 4 mandater, men 7.
Jens Møller sammenligner situationen med i dag og det kommende valg:
– Det kunne altså lade sig gøre dengang, og vi er da ikke ringere i dag, end vi var dengang – så det kan lade sig gøre igen, hvis vi bare vil stå sammen om det og smøge ærmerne op og tage fat.

Mens Jens Møller var den visionære leder, overlod han rollen som taktisk gruppeformand til den vestjyske skoleinspektør Christian Christensen.
Medlemstallet fortsatte sin stigning, og i løbet af 1974 nåede KrF de første 10.000 medlemmer og i 1975 de 11.000.
Inden for partiets første år organiserede KrF sig i alle amter, og hurtigt blev der også dannet partiforeninger i de fleste kredse og i mange kommuner.
Da Jens Møller ved næste valg tog en chance og stillede op i Vejle amt i stedet for det sikre Viborg amt, røg partiets leder ud af Folketinget!
Det var et chok for partiet, men de mange stærke personligheder i folketingsgruppen markerede sig dygtigt.
I offentligheden lagde man ikke mindst mærke til overlæge Inge Krogh, der ofte var i medierne om abort-sagen, ligesom hun var en brav forkæmper for dyr, som dengang blev brugt til pinefulde dyreforsøg af medicinindustrien.
Men der var bl.a. også lærerne Inger Stilling fra Randers, Arne Bjerregaard, Thy, og Jens Steffensen fra Sommersted, som i de følgende år markerede sig flittigt på alle mulige politiske områder, men dog især på de etiske.

Jens Møller trak sig som landsformand, og partiets afdelinger i Nordjylland og København tog nu initiativ til at få opstillet teologen Flemming Kofod-Svendsen som ny landsformand. Han havde været generalsekretær for KFS (den kr. studenterbevægelse)og var kendt for en stor arbejdsindsats. Fra 1979 til 1990 ledte han partiet, selv om han i starten ikke var i Folketinget.
Til gengæld lykkedes det nu partiet at komme i regering med Chr. Christensen som miljøminister. Og efter et nyt valg , kom Flemming Kofod Svendsen ind og blev boligminister.
Kofod var den store ideologiske tænker, som systematisk fik sat skik på både organisation og programarbejdet.
I jubilæumshæftet giver han et tankevækkende rids af Danmarks udvikling:

Jens Steffensen kæmper fortsat aktivt for KD.

– Siden kristendommens indførelse har den præget det offentlige liv.
Øvrigheden vedkendte sig de kristne normer. Den offentlige skole hvilede selvfølgelig på kristendommen. Det samme gjorde retsvæsenet. Det skal ikke forstås sådan, at alle i Danmark personligt bekendte troen på Kristus som Herre og Frelser, men sådan at man antog kristne vurderinger og normer. Guds vilje, som vi bl.a. møder den i de 10 bud, blev grundlaget, blev fundamentetfor samfundets lovgivning og tænkning.
For over 100 år siden møder vi en anden åndsretning. Det er kulturradikalismen.
Den har Georg Brandes som åndelig far. I den sidste generation har hans åndelige efterkommere fået en stigende indflydelse bl.a. i massemedierne og undervisningssektoren. Mange prøver ganske enkelt at erstatte det kristne menneskesyn med et nyhedensk. I flere sammenhænge er slagordet blevet: ”Religionen skal ud af det offentlige rum”, hvor den reelle dagsorden er blevet, at kristendommen skal erstattes af sekularismen. Man vil ikke anerkende kristendommens frugtbare indflydelse på kulturen, men prøver derimod af al magt at uddrive religion og henvise den til privatsfæren, skriver Kofod-Svendsen.
– Vi har i mange år stået i en gigantisk kulturkamp, hvor Kristeligt Folkeparti / Kristendemokraterne har stået i forreste række i kampen mod de kræfter, der vil fjerne eller nedprioritere vor kristne kulturarv.
I politik skal man ikke kæmpe på en negativ måde. Man bør fordrive mørket ved at tænde et nyt lys. Uden et etisk fundament ender et folk i indre opløsning.
Det er Kristendemokraternes store opgave på en ny måde at understrege, at Guds skabervilje for vort menneskeliv er det rette og bedste grundlag for et samfund at bygge på.

Selv om der var lidt uenighed og magtkamp mellem Kofod-Svendsen, Christian Christensen og navnlig Arne Bjerregaard, lykkedes det at holde sammen på partiet.
KrFs havde en stor og aktiv ungdomsorganisation. De unge pressede på, og i 1990 afløste den tidligere KFU-formand Kofod-Svendsen som formand.
Da KrF igen skulle besætte en ministerpost, blev Jann Sjursen trukket ind som energiminister. Han beholdt formandsposten i 12 år, før han i 2002 afgav posten til det nye håb, Marianne Karlsmose.
Hun havde også gjort karriere gennem ungdomsorganisationen. Og nu dukkede et skisma op. KFU’erne havde selv skiftet navn til KDU, Kristendemokratisk Ungdom. De var meget optaget af den kristendemokratiske ideologi, mens moderpartiet var mere optaget af den daglige pragmatiske politik.
KDU’erne ønskede at partiet også skulle skifte navn – og identitet – til Kristendemokraterne. Da det blev vedtaget imod Jann Sjursens holdning, gik han af som formand og senere som folketingsmedlem. Og da Karlsmose blev afløst af den endnu mere liberale Bodil Kornbek, meldte han sig helt ud af partiet. Det skete som protest imod Kornbek-ledelsens udmeldinger om, at KD ikke længere ville stille forslag om afskaffelse af abort.
Selv om gamle kampfæller som Inge Krogh og Tove Videbæk også bakkede op om navneskiftet, fulgte snart flere opgør. Store dele af partiet kunne ikke følge Kornbeks nye linje, der til trods for den dyreste valgkamp i partiets historie endte med det dårligste valg i partiets historie.
Partiets stærkeste kort, Tove Videbæk, følte sig presset ud og skiftede til de konservative.

Partiets syntes endnu engang at være bragt i knæ. Den interne splittelse førte til, at formanden på landsmødet i 2008 blev skiftet ud med Bjarne Hartung Kirkegaard. Kornbek-fløjen havde ikke opbakning i partiet, men sad på næsten hele partiapparatet og KDU. Nu forlod halvdelen af hovedbestyrelsen partiet, og ungdomsorganisationen valgte den højst utraditionelle løsning at adskille sig fra moderpartiet.
Økonomisk var partiet på fallittens rand. Flere HB-medlemmer måtte med formanden i spidsen tilbyde at låne partiet en million. Det blev dog aldrig til noget, da det lykkedes at sælge partiets overbelånte kontorlejlighed til De Konservative.
Nu kunne partiet næsten ikke komme længere ned. Endnu engang spåede de politiske iagttagere partiets død. TV2-parret Mogensen og Christiansen sagde, at der skulle flere mirakler til, hvis partiet skulle komme tilbage.
Den ny formand, Bjarne Kirkegaard, replicerede: Jamen, vi tror på mirakler i KD.

Den tidligere konservative folketingsmand, Per Ørum Jørgensen, blev efter en spiritusdom løsgænger. Hans politiker-karriere syntes slut, men så meldte han sig ind i KD og blev partiets ”mirakel” nr. 2.

Men nu skete der noget mærkeligt. Den liberale fløjs farvel betød, at flere af partiets tidligere aktive nu vendte tilbage efter mange års passivitet.
Selv om det så fuldstændig håbløst ud, gik man igang med at indsamle over 25.000 underskrifter. Det trak ud. For når underskrifterne blev 18 mdr. gamle, var de ugyldige og måtte erstattes.
Nogle få aktive indsamlede alene over 1.000 underskrifter hver. Bl.a. partiets tidl. folketingsmand, den næsten 80-årige Jens Steffensen.
Tilsidst nåede KD målet. Det første mirakel var indtruffet.
Tvunget af presset opstod der en ny enighed mellem højre- og venstrefløj. Nu var det partiets kernesager – etikken og moralen, der samlede.
Partiet lå fortsat helt i bund, men kandidater blev opstillet i forventning om, at det ville vende på et tidspunkt.
Da kræfterne og modet næsten var sluppet op, skete der et nyt ”mirakel”. Det tidligere konservative folketingsmedlem Per Ørum Jørgensen meldte sig ind i KD. Dermed var partiet igen på Christiansborg og fik eget sekretariat. Partiet befandt sig pludselig i en nøgleposition ved finanslovsforhandlingerne, og pressen begyndte igen at fortælle om partiet.
Det tredje store mirakel, som skulle bringe partiet tilbage på Christiansborg, er endnu ikke indtruffet. Men små politiske mirakler tæller også med. Som fx at mange ”udkantsdanskere” føler sig svigtet af de store gamle partier og ser sig om efter alternativer. Eller at regeringen vil spare på friskoler og efterskoler, og dermed giver KD en mulighed for at tale friskole-forældrenes sag. Eller at et flertal i Folketinget vil påtvinge Folkekirken at vie homoseksuelle, mens KD som det eneste parti klart er imod.
Der behøver ikke ske de helt store omvæltninger, før KD igen har 2 pct. af stemmerne og rykker over spærregrænsen. Det største problem for partiet er vælgernes frygt for at spilde deres stemmer efter flere valgnederlag på stribe.

Selv om fhv. minister og MF Jann Sjursen ikke (endnu) er blandt de tilbagevendte i partiet, har han i partibladet Idé Politik lykønsket med de 40 år.
– Over de fyrre år har partiet haft en stor betydning. Først og fremmest på det familiepolitiske område og som en utrættelig fortaler for respekt for menneskelivet. En klar stemme for de svage og fattige i samfundet både nationalt og globalt. Og som fortaler for at forvalte skaberværket gennem en ansvarlig miljøpolitik, skriver Sjursen, som idag er generalsekretær for den katolske nødhjælpsorganisation Caritas.
– Uden lokale folkevalgte og en store skare tillidsfolk og medlemmer, der har båret partiet frem, var det aldrig lykkedes Kristeligt Folkeparti at finde fodfæste og blive talerør for, at kristne værdier må være basis for politisk stillingtagen og handling.
I taknemmelighed over de år, hvor jeg selv fandt mulighed for at være med i arbejdet, er det med glæde, at jeg ønsker Kristendemokraterne hjerteligt tillykke med jubilæet, slutter Jann Sjursen.
Måske er partiets historie alligevel ikke færdig med de fyrre.