Familietragedie bag mord på norsk pastor
Pastor Daniel Karlsen stukket ihjel med kniv af sin egen søn. Pinsekirken i chok og sorg.Det er uvirkeligt. Og det er ikke til at fatte, hvordan det kunne ske. Det var jo en kernefamilie.Det er nogle af reaktionerne på nyheden om, at pinsepastor Daniel Karlsen i sidste uge blev myrdet – stukket ihjel af sin egen søn i familiens bolig.
Den 33-årige søn, der torsdag i sidste uge – to dage efter drabet – blev varetægtsfængslet i to uger, mener at det hele skete ved et uheld. At hans hensigt aldrig var at slå sin far, som han holdt meget af, ihjel.
Den 60-årige pastor Daniel Karlsen var et kendt navn, ikke kun i Norge, men også i Danmark. Her til lands måske mest fordi, han var bror til Ludvig Karlsen, der i 80erne grundlagde Evangeliecenteret, et behandlingscenter for stofmisbrugere.
Det var om eftermiddagen tirsdag i sidste uge, at politiet blev tilkaldt til villaen i Jessheim i Ullensaker kommune, små ti kilometer sydøst for lufthavnen i Oslo, Gardemoen.
Og her fandt man altså Daniel Karlsen død, og sønnen blev straks pågrebet. Nogen forklaring på det skete, som politiet beskriver som en familietragedie, findes der foreløbig ikke.
Den norske evangelist Emanuel Minos var en meget god ven af Daniel Karlsen, som han i netavisen www.idag.no beskriver som en mand med Guds hjerte.