Italiensk professor uenig med Nobelpriskomitéen

Nobelpriskomitéen i Stockholm bliver nu hårdt kritiseret for at give årets Nobelpris i medicin til den engelske videnskabsmand Robert Edwards. Han får prisen for sin rolle i udviklingen af in vitro-befrugtning, IVF, hvilket betyder, at befrugtningen sker uden for kroppen. Edwards forskning førte i 1978 til fødslen af verdens første barn undfanget ved reagensglas-metoden.
Ifølge www.katolsk.dk begrunder komitéen sit valg af Edwards med, at hans bidrag udgør en milepæl i udviklingen af moderne medicin. Men i det er Lucio Romano, formand for den italienske forening ”Scienza&Vita” – Videnskab og Liv –, dybt uenig. Romano, som er professor i obstetrik og gynækologi ved Frederik II-universitetet i Napoli, siger til Vatikanets radio, at Nobelpriskomitéen helt ser bort fra en række etiske problemstillinger, som knytter sig til reagensglas-metoden. Edwards har, ifølge Romano, i høj grad præget den moderne videnskab ved at introducere teknikker på mennesker, der tidligere har været anvendt på avlsdyr – noget, som Romano på ingen måde ser som et fremskridt for menneskeracen. Professor Edwards vil modtage sin pris i Stadshuset i Stockholm den 10. december.