Jeg keder mig ikke…

At komme til et nyt land, en ny kultur og et nyt sprog kan godt skabe nogle misforståelser undervejs, men jeg har lært at tage det hele med et smil og masser af gåpåmod i selv de mest besværlige situationer. Efter at have været på sprogskole i byen Antigua i Guatemala i et par uger er det i sandhed gået op for mig, at resten af verden altså ikke er som hjemme i lille Danmark. Folk i Antigua har en helt anden hverdag, andre traditioner, de klæder sig anderledes, og så snakker de i øvrigt et helt andet sprog. Det kan godt skabe problemer ind imellem…

Den første aften i Guatemala sidder vi rundt om bordet og spiser aftensmad med vores værtsmor Greis og de andre sprogstuderende. Der bliver i høj grad snakket rigtig meget og korrekt spansk, altså mellem hende og de to andre sprogstuderende. Vi andre sad som forstenede og prøvede ihærdigt at følge med, og vi lyste da også op, når der en sjælden gang var et ord, vi vist nok forstod.
Efter flere dage med undervisning følte jeg efterhånden, det gik ret godt, og selvtilliden var helt i top, indtil jeg efter et gab midt i undervisningen hører mig selv undskylde til min lærer ved at sige noget i retning af: ”Det er altså ikke, fordi jeg keder mig, jeg er bare bange”… Hun kigger selvfølgelig en smule forvirret på mig, før det går op for mig, at jeg har byttet rundt på ”bange” og ”træt”. Dejlig som min lærer er, griner hun bare lidt af det, og siden har jeg da også fået styr på lige præcis de to ord.

På trods af en smule besværlighed med at lære et andet sprog er Antigua et fantastisk sted, og det er da ikke lige hver dag, man kan vågne op til en aktiv vulkan i baghaven. Tænk, at Gud har skabt et fantastisk sted som Antigua, og at jeg får lov til at opleve det! Det, synes jeg, er stort – og derudover er jeg også taknemmelig for muligheden for at vrøvle på spansk. For det er en oplevelse i sig selv.
Af Line Østerby
Udsendt som volontør
af Impact