Kinesiske kristne stoppet før Lausanne-konferencen

Godt 230 kristne fra Kina var inviteret til Lausanne-konferencen i Cape Town. Men de kinesiske myndigheder har gjort, hvad de kan for, at forhindre de indbudte til at deltage ved simpelthen at fratage dem deres pas og nægte dem udrejse fra Kina.
Nøjagtig hvor mange der er stoppet er uklart, men søndag den 16. oktober, hvor konferencen blev indledt, blev fem medlemmer af Kinas undergrundkirke i Beijing forhindret i at rejse da de skulle flyve fra Beijing International Airport og mindst en person blev tilbageholdt.
Ifølge www.christiantoday.com, siger Liu Guan, som er en af de fem, til det Hong Kong-baserede blad, Ming Pao News, at grænsekontrollen nægtede dem afrejse da de opdagede information om kongressen i deres pas/visa. Liu og de øvrige i gruppen, får deres pas tilbage den 25.oktober – netop den dag kongressen er overstået.
Ifølge en gruppe, der overvåger forfølgelse af kristne og som nøje har holdt øje med situationen i Kina, har ca. 1.000 betjente fået som opgave at forhindre de indbudte delegater at gå ombord i flyet.
Adspurgt om grunden til forhindringerne sagde en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium, at kongressens organisatorer formelt ikke havde inviteret de officielle og lovlige repræsentanter for Kinas kristne, det vil sige Den Patriotiske Tre-selv-kirken og Kinas Kristne Råd, som er netværk for de statsligt registrerede protestantiske kirker i landet.
Talsmanden anklagede også ledere af Lausanne-konferencen for i hemmelighed at have udsendt invitationer til medlemmer af Kinas undergrunds kirker, som nægter at lade sig registrere fordi deres tro står i modstrid til den statsligt kontrollerede.
Der er flere grupper, heriblandt National Association of Evangelicals, NAE, i USA, der har opfordret den kinesiske regering til at lempe restriktionerne og at respektere religiøs frihed og retten til at rejse. NAE slår fast, at rejseforbudet står i strid med FN’s deklaration om menneskelige rettigheder, der slår fast at ”enhver har ret til at forlade hvilket som helst land, herunder sit eget, og til at vende tilbage til sit eget land.”