Kirke-biograf vil få folk til at tænke

I mandags startede en ny sæson i filmklubben KirkeBio København.Sognegården ved Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København bliver det næste halve år lavet om til biografsal.

Bo Torp Pedersen vil have folk til at tænke og overveje den kristne etik.

Det sker, fordi foreningen KirkeBio begynder en ny sæson i efteråret 2010 og foråret 2011 med fremvisning af aktuelle film som f.eks. ’The Reader’ med Ralph Fiennes og Kate Winslet i hovedrollerne og Cohen-brødrenes seneste film ’A Serious Man’.

Noget på hjerte

Hvad har film med Folkekirken at gøre?
– Vi vil gerne vise film, der populært sagt ’har noget på hjerte’, dvs. film der giver stof til eftertanke, forklarer kordegnassistent Bo Torp Pedersen.
Han er ansvarlig for KirkeBio København og desuden formand for foreningen Kirke Og Film.
Alle filmaftener lægger ud med, at filmen introduceres med et kort oplæg. Efter filmen er der fællesspisning og diskussion af filmens tema og indhold.

Hvad er ondskab?

KirkeBio viser bl.a. Nils Malmros’ anmelderroste film ”Kærestesorger”.

Efterårets tema i filmklubben er forskellige former for ondskab og opgøret hermed. Det indebærer nødvendigvis scener, som ikke ligefrem er kirkelige.
– Ved nogle film må vi overveje, om filmen rummer voldsscener eller andet, der kan støde vort sædvanlige publikum og dermed stå i vejen for en god filmoplevelse, forklarer Bo Torp Pedersen.
Til formålet findes en arbejdsgruppe, som løbende vurderer og udvælger film.
Arbejdsgruppen udøver ikke censur på filmene, da KirkeBio per definition er et filmtilbud til voksne. Gruppen fokuserer mere på at vælge instruktører, som film efter film fortæller noget vedkommende.
Eksempler på andre vedkommende film kommer, ifølge Bo Torp Pedersen, bl.a. fra instruktører som Carl Th. Dreyer, manden bag ’Vredens Dag’, og Nils Malmros, som står bag den berømte film ’Kundskabets Træ’ og senest ’Kærestesorger’.

Harry Potter

Flere filmklubber har til huse i Københavns kirker. Bl.a. i Nathanaelskirken på Amager og Blågårds Kirke på Nørrebro.
Medlemmer af KirkeBio får, ud over filmoplevelser, en række studiematerialer, som diskuterer nogle af tidens store film.
Fx har cand. theol. Sidse J. Lyster udarbejdet et undervisningsmateriale, som omhandler den første Harry Potter-film ’Harry Potter og De Vises Sten’. Her behandles de spørgsmål, som filmen rejser omkring etik og kristne temaer og symboler.
Derudover fungerer KirkeBio som bindeled mellem kirken og resten af verden, mener Bo Torp Pedersen.
– En kirke, der kalder sig en folkekirke, har brug for mange åbne døre, siger han.
Læs mere: Sondagmorgen.dk


Artiklen fortsætter efter annoncen: