Kristne i Finland vil boykottte fem biskopper

Fem finske lutherske biskoppers liberale holdning til vielse af homoseksuelle par har nu ført til, at nogle kirkelige samfund opfordrer deres medlemmer til ikke at samarbejde med dem. Den finske ærkebiskop, Kari Mäkinen, er en af dem, som blandt andet Folkemissionen, Frikirken og Pinsevennerne mener skal boykottes. De øvrige biskopper er Mikko Heikka, Wille Riekkinen, Björn Vikström og Irja Askola. Sidstnævnte, der er biskop i Helsinki, blev for nylig omtalt i Udfordringen i forbindelse med sin bispevielse. Ifølge webavisen kotimaa24.fi appellerer hun nu til fred og ro. Hun siger, at der har været konflikter mellem kirken og de religiøse samfund i 2000 år, så det er næppe en nyhed. Tanken om, at et mere aggressivt diskussionsklima kan slå rod i kirken, gør hende dog nervøs.