Debat
Hvor går grænsen?Frikirkemand Claus Bøgh er ikke begejstret for, at Frikirkenet har inviteret ledelsesguruen Steen Hildebrandt som hovedtaler.Frikirkenet holder snart sin årlige lederkonference med deltagelse af ledende præster fra danske pinsekirker, baptistkirker og andre frikirkesamfund.
Hovedtaleren på årets konference er Steen Hildebrandt. Steen Hildebrandt er en populær og dygtig formidler af sit fag organisations- og ledelsesteori. Han er fagredaktør på Børsen, professor ved Handelshøjskolen i Århus og forfatter af og redaktør på adskillige bøger om ledelse. Og så er han buddhist.
Hildebrandt er en del af inderkredsen omkring Jes Berthelsen, der har et tibetansk buddhistisk inspireret vækstcenter i Nørre Snede, med intelligent inddragelse af såkaldt oldkirkelig kristendom (læs gnosticisme) og af den esoteriske inderside af alle verdensreligionerne. Hildebrandts faglighed vil jeg ikke sætte spørgsmålstegn ved. Han har rigtig mange fornuftige meninger, men Hilderandt lægger ikke skjul på, at hans spirituelle udgangspunkt påvirker hans syn på mennesker og ledelse. Til ugebladet Ingeniøren har Hildebrandt udtalt: I dag blander vi begreber fra forskellige religioner, og det er der efter min mening god grund til, da alle religioner kredser om de samme bagvedliggende spørgsmål. Dermed kan vi etablere en helhedstænkning, som der er brug for i en moderne virksomhedskultur. I Østens religioner er fokus på udviklingspotentialet for det enkelte menneske. Et perspektiv, som kristendommen har savnet, i hvert fald i sin udtryksform. Undertiden bruger Hildebrandt Jesus som et forbillede, men man kan jo som bekendt ikke tjene to herrer.
At Frikirkenet kan finde på at invitere Hildebrandt til at tale på en lederkonference, er et udtryk for, at de enten er uvidende eller er utrolig naive eller har en ubehagelig skjult dagsorden. At de vil lade sig påvirke af Hildebrandt og dermed i næste omgang blåstempler ham, så endnu flere døre står åbne for ham (når Frikirkenet kan tolerere ham, kan vi vel også, vil mange kirker tænke) er en grænseoverskridende stor fejltagelse, og det må ikke ske. Det er derfor mit håb, at arrangørerne bag lederkonferencen mander sig op, er deres ansvar bevidst og aflyser Hildebrandts deltagelse i konferencen. Som opmuntring hertil kan de evt. læse 2. Joh 8,11: Tag jer i agt, at I ikke skal miste det, vi har nået ved vort arbejde, men få den fulde løn. Enhver, som går ud over Kristi lære og ikke bliver i den, har ikke Gud; men den, der bliver i hans lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, så tag ikke imod ham i jeres hus, og byd ham ikke velkommen; for den, der byder ham velkommen, gør sig delagtig i hans onde gerninger.
Hvad bliver ellers det næste? En bekendende satanist eller ateist? Hvor går grænsen for, hvad danske frikirkeledere vil lade sig påvirke af?
Claus Bøgh – medlem af
Pinsekirken i København
Vestre Alle 13, 2500 Valby
Udfordringen har givet Frikirkenets formand, Tonny Jacobsen, mulighed for at svare på kritikken:
FrikirkeNets ledergruppe har i år inviteret Steen Hildebrandt som taler til vores lederkonference d. 12.-13. november. Det har vi gjort, fordi Steen Hildebrandt er en anerkendt kapacitet i ledelse. Han har i mange år fungeret som professor i ledelse ved Handelshøjskolen i Århus. Konferencens tema er: Ledere fostrer ledere.
Der har fra forskelligt hold været rejst kritik af, at vi inviterer en person som taler til vores konference, som ikke er en bekendende kristen. Claus Bøgh gør i et læserbrev i denne udgave af Udfordringen opmærksom på, at Steen Hildebrandt har en forbindelse til Jes Bertelsen og hans Vækstcenter i Nørre Snede. Han spørger os som ledergruppe for FrikirkeNet, hvor vores grænser går, og om vi også ville invitere en satanist eller en ateist for at lade os påvirke af dem. Han mener, at vi enten er uoplyste, uansvarlige eller underfundige. Vi får desuden et skriftsted fra 2. Johannes Brev med på vejen, som opfordrer en kristen leder til ikke at vise gæstfrihed overfor en (kristen) vranglærer.
Når vi på vores 7. lederkonference for første gang inviterer en taler, som ikke kommer fra kirkemiljøet, gør vi det med helt åbne øjne. Vi mener ikke, at vi kun har noget at lære af bekendende (fri) kirkelige kristne undervisere. Det er nogen uenige i. Det har de selvfølgelig lov til at være, selvom jeg har svært ved at forstå behovet for at mistænkeliggøre vore motiver som ledergruppe. Spørgsmålet, om vi ville invitere en satanist som underviser, taler vist for sig selv! Jeg har personligt hørt Steen Hildebrandt flere gange. Her har jeg oplevet ham som en kompetent og vidende underviser om ledelse i en dansk kontekst. Jeg opfatter ham ikke som en agitator for nyreligiøse synspunkter, men som en af de mange danskere, der i disse år opdager, at der findes en åndelig virkelighed, og som forsøger at finde ud af, hvad det indebærer. Steen Hildebrandt har i øvrigt undervist i ledersammenhæng i Dansk Oase uden at det mig bekendt har givet anledning til nogen polemik. Jeg har kun hørt positive kommentarer.
FrikirkeNet er sat i verden for at drive mission. Vi brænder for at nå danskerne med de gode nyheder om Jesus. Vi ønsker en levende dialog med det omgivende samfund frem for at leve i en kristen ghetto. Når man har dette mål, kan det nogle gange være frugtbart at lægge øre til mennesker, som ikke deler vores tro og livssyn. Det kan være uvant for nogle. Men bare rolig: danske kirkeledere ved godt, hvad de tror på.
Tonny Jacobsen
Formand, i>FrikirkeNet
I debatten om et vielsesritual for homoseksuelle i Folkekirken, er der to grøfter man kan falde i, mener en sognepræst.
Jeg er en af de mange præster i Den Danske Folkekirke, som er meget kede af, at otte af vores ti biskopper anbefaler indførelsen af et ritual, som ikke har nogen hjemmel i Skriften.
Men jeg er også ked af den ensidige vinkel, som har præget debatten her i Udfordringen, og derfor skriver jeg dette for at mane til besindighed og proportionssans.
Jeg vil i det følgende forklare, hvorfor jeg ikke på noget tidspunkt i denne proces har været i tvivl om, at jeg ville forblive i Folkekirken, og hvorfor jeg ikke har nogen skrupler ved at have et nært samarbejde med præster, som er tilhængere af at vie homoseksuelle.
Jeg har mødt præster, som har et ganske andet syn på kirke og kristendom, end jeg har; som ikke har ret meget agtelse for kristendommens rødder, men tværtimod mener, at det er Folkekirkens opgave at afspejle den til enhver tid rådende religiøsitet i folket og stille sig til rådighed med de ritualer, som folket måtte ønske. Den slags præster synes jeg i sagens natur ikke, at jeg har ret meget til fælles med.
Men jeg har også mødt rigtig mange præster (og lægfolk), som har helt andre bevæggrunde for at gå ind for et ritual til vielse af homoseksuelle. Her er der tale om mennesker, som er grebet af Jesus og brænder efter at dele evangeliet om ham med mennesker, men som enten har en anden opfattelse af, hvordan vi skal bruge Bibelen, end jeg har, eller tolker de skriftsteder, der handler om homoseksualitet, på en anden måde end jeg gør. Set med mine øjne tager de fejl, men det er tydeligt i deres virke, at de selv af et oprigtigt hjerte er overbevist om, at et ritual til vielse af homoseksuelle er i overensstemmelse med Guds vilje og med kernen i Jesu forkyndelse. De hæfter sig ved, at Jesus mødte mennesker med nåde og accept, ikke med afvisning og fordømmelse som farisæerne gjorde, og i deres ører klinger et nej til vielse af homoseksuelle netop som afvisning og fordømmelse.
Dertil kan jeg så indvende, at Jesus ganske vist tog imod mennesker, som de var, men at han også kaldte dem til omvendelse; men ens seksuelle orientering er ikke noget, man bare lige omvender sig fra. Selvom der ofte peges på, at mennesker, der er så uheldige at have en homoseksuel orientering, bare kan vælge at leve i cølibat, så føler jeg ikke, at jeg som gift mand kan tillade mig at forlange, at andre skal leve i cølibat (det minder mig om Matt 23,4). Men de kristne homoseksuelle, der af respekt for Bibelens ord selv har valgt et liv i cølibat, har naturligvis min dybeste respekt.
Som sagt er jeg selv af den overbevisning, at et ritual til vielse af homoseksuelle (eller til velsignelse af et borgerligt indgået registreret partnerskab) er uden hjemmel i Skriften. Derfor vil jeg ikke benytte mig af et sådant ritual, såfremt det bliver vedtaget, og havde jeg været præst i Svenska Kyrkan, hvor præster ikke har ret til at nægte at vie homoseksuelle, så havde jeg været nødt til at tage min afsked.
Men jeg er meget opmærksom på, at der er to grøfter, man kan falde i, i denne her sag. Den modsatte grøft er at dæmonisere homoseksuelle og/eller at gøre spørgsmålet om homofili til en lakmusprøve på, om man er en sand kristen eller ej.
Som jeg læser Bibelen, er der ingen tvivl om, at homoseksuel adfærd er synd, men den synd er hverken større eller mindre end alle andre synder. En præst der mener, at det er i orden at være praktiserende homoseksuel, må jeg altså betragte på samme måde som en præst, der mener, at det er i orden at snyde i skat eller at bagtale eller at foretage provokeret abort eller at være hidsig.
Jeg har stærke holdninger til alle disse spørgsmål, men jeg kunne ikke drømme om at frakende nogen kristennavnet eller præsteembedet på grund af uenighed på disse punkter. Der er trods alt tale om etiske spørgsmål (dvs. spørgsmål der omhandler, hvad der er ret levevis, og hvad der er synd), ikke spørgsmål, der har at gøre med troens kerne, nemlig Jesus Kristus og hans krav om efterfølgelse. Hvorfor skulle jeg så frasige mig det kirkelige fællesskab med kolleger, der vil vie homoseksuelle især når der er tale om mennesker, hvis hjerte er indstillet på efterfølgelse af Jesus? Herren ser som bekendt ikke på det ydre, men på hjertet (1. Sam 16,7). Men jeg vil naturligvis bede Gud om at vejlede dem (og mig!) til en ret forståelse af såvel dette som andre spørgsmål, og jeg håber, at Udfordringens læsere vil deltage i denne forbøn.
For nogle år siden blev der foretaget en meningsmåling i USA, hvor folk blev bedt om at svare på, hvilket indtryk de havde af kristne. Øverst på listen kom ordet kedelig. Nummer 2 var: De kan ikke lide bøsser. Ord som kærlighed, glæde og kraft figurerede end ikke på listen.
Hvorvidt de indtryk, som de adspurgte havde fået af kristne, var i overensstemmelse med sandheden, skal jeg ikke kunne sige, men jeg vil i hvert fald opfordre enhver, der i denne tid overvejer, om de skal melde sig ud af Folkekirken eller ej, til at stille sig selv følgende spørgsmål: Hvis jeg melder mig ud i protest mod et ritual til vielse af homoseksuelle, hvilket signal sender jeg så?
Sender jeg et signal om, at jeg nærer agtelse for Guds ord (og bakker jeg dette signal op med den måde, jeg i øvrigt lever mit liv på)? Eller vil folk bare konkludere, at jeg er en af de fordømmende kristne, som mener, at Gud ikke elsker de homoseksuelle?
Af sognepræst
Nikolaj Hartung Kjærby
Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens.
