Eventyret begynder

Forrige weekend overnattede jeg sammen med fire andre i en hytte på et bjerg, hyggesnakkede ved bålet mens solen gik ned, så stjernerne komme frem på himlen, månen der skinnede på de snedækkede bjerge og solopgangen over bjergene næste dag – alt i alt et eventyr!Jeg har valgt at rive et halvt år ud af min normale tilværelse, for, sammen med folk fra hele verden, at deltage i et fantastisk bibelskole-program under UMO (Ungdom Med Opgave) kaldet DTS (Discipleship Training School). Ganske kort består det af tre-fire måneders intens undervisning, der går ud på at lære Gud at kende og derefter to måneders ”outreach”, der går ud på at gøre Gud kendt.

Skolen, jeg går på, ligger på New Zealands sydø og hedder Backpackers DTS. Det betyder at vi har specielt fokus på backpackere, hvem de er, og hvordan man kan række ud til dem. Det betyder også, at vi i weekenderne hopper i basens firehjulstrukne ”vans” og tager ud for at opleve New Zealands fantastiske natur.

Men jeg lærer også om andet end om Gud – jeg har lært at spise peanutbutter ’the american way’. For der er mange amerikanere her på basen, og peanutbutter er en meget vigtig del af amerikansk kultur. Så på hvert bord i spisesalen står der, sammen med salt og peber, en dåse med peanutbutter, for det spiser de ovenpå hvad som helst (næsten)! Det er lige så vigtigt for dem, som smør er det for os! Så dette var min peanutbutter-læringsproces:

Peanutbutter på toast (lidt tørt, men okay)
Peanutbutter + kanel på toast (interessant, men stadig tørt)
Peanutbutter + syltetøj på toast (vovet, men ikke længere tørt!)
Peanutbutter og æble (what?! er den første tanke, men når man har smagt det er det faktisk ret godt)
Peanutbutter og banan (endnu bedre end æble)
Ren peanutbutter (når man ikke har prøvet peanutbutter før, er dette en absolut frastødende tanke, men når man er gået gennem de første skridt og efterhånden er blevet ”afhængig” er det som at spise slik).
Af Mette Lundbak Jepsen
Volontør for UMO