Guilty pleasure

Wauw, det lyder vel nok lækkert! Sådan en dessert skal vi have. Det er vi enige om, vi tre danskere i restauranten i Monrovia.Det er sidste aften under mit besøg hos Den lutherske Kirke, og Dansk Ethioper Missions to medarbejdere i Liberia, Rie, Finn og jeg har nydt en omgang møre steaks, og efter vores studier af menukortet kan Finn nu bestille tre gange ”guilty pleasure”.
– But we shall plead not guilty, tilføjer han, og tjeneren griner.
Direkte oversat hedder desserten nemlig ”skyldig nydelse”, på et dansk menukort ville den nok hedde ”kaloriebombe”. Måske er det derfor, Finn tilføjer sit ”men vi nægter os skyldige”.
Foran mig står nu en guilty pleasure: en stor pandekage sirligt foldet til en gyldenbrun pakke. Den udsender en duft, der får de små hår i næsen til at danse. Jeg skærer et hjørne af, og ud flyder smeltet chokolade, ananas og ristede nødder. Hold da op det er guf, femstjernet nydelse! Halvvejs igennem min guilty pleasure ændrer oplevelsen dog karakter. For hver bid bliver der ligesom lidt mindre nydelse, og til sidst giver jeg op. Guilty! råber den sidste tredjedel højt efter mig dernede fra tallerkenen. Skyldig!
Sådan føler jeg mig også senere samme aften. Ikke fordi jeg bestilte mere mad, end jeg kunne spise. Jo lidt måske, men hvem kunne vide, at den var så stor? Og heller ikke fordi jeg næsten kan mærke, hvordan de små fede kalorier nu rigtigt møffer sig tilrette på min bagdel. Dem kan jeg jo altid vælte af igen, hvis bare jeg lige tager mig sammen. Nej det handler om noget helt andet.
Det handler om kirsebærtræet i Finn Hougaards have i Totota, Liberia. Det træ, som er smækfyldt af grønne bær, der aldrig får lov til at modne. For straks de får en farve, der blot minder om rød, så bliver de spist af sultne børn. Tyveri? Ja vel er det så. Men er børnene skyldige? De stjæler i alt fald ikke for nydelsens skyld, for de umodne bær er bitre og hvinende sure. Nej rigtigt skyldige er de ikke.

Men hvem har så skylden – andre end alle os, som lader millioner af børn stå sultne op og gå sultne i seng hver eneste dag? Jeg erklærer mig skyldig. Hvad gør du? Og hvad skal vi gøre for at lave om på det?
Af Marianne Bach
Dansk Ethioper Mission