Israels næste krig bliver formentlig på flere fronter

Israels næste krig bliver formentlig hårdere og med større tabstal end i tidligere krige, udtalte den netop afgåede chef for den militære efterretningstjeneste, generalmajor Amos Yadlin, på et nyligt møde i knessets udenrigs- og forsvarskomite.Han sagde videre, at Israel sikkert ikke vil komme til at kæmpe mod et enkelt land, men snarere vil være i en to- eller tre-fronts krig.

Yadlin forudsagde, at den nuværende forholdsvis rolige sikkerheds-situation hurtigt vil kunne forværres til et omfattende sammenstød, der vil sprede sig til andre områder. Han sagde, at en amerikansk eller israelsk operation mod Iran formentlig hurtigt ville indvirke på Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza-striben – og tilmed Syrien.

Sårbar civilbefolkning

Til trods for de forholdsregler, der er taget for at forbedre situationen for Israels civilbefolkning efter Den anden Libanonkrig i 2006, er denne befolkning mere udsat og sårbar end tidligere. I en fremtidig krig vil et af fjendens hovedmål være at indlede et massivt angreb på befolkningen i hele Israel. Det frygtes, at titusinder civilpersoner vil blive dræbt i en eventuel ny krig.

Yadlin, der træder tilbage efter fem års tjeneste, udtalte sig imidlertid blot i generelle vendinger om dette emne.

Han sagde imidlertid, at truslen mod hele Israel er øget betydeligt i de senere år, og at man må regne med, at fjendens våben fortsat vil blive forbedret hvad angår præcision, rækkevidde og ødelæggende virkning.

Luftvåbnet

Det israelske militærs første svar på truslen er fortsat luftvåbnet. På baggrund af erfaringerne fra Den anden Libanonkrig vil alle reserveenheder blive indkaldt omgående i tilfælde af en ny krig, og landstyrker vil hurtigt blive indsat. Men ved starten af en opblussen af nye fjendtligheder – særlig hvis de kommer til at omfatte Syrien – vil luftvåbnet for at sikre Israels militære overlegenhed angribe fjendens overflade-til-luft systemer.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Dette vil imidlertid vare nogle dage, i hvilket tidsrum civilbefolkningen vil blive konfronteret med svær beskydning – og blot kan skære tænder, idet luftvåbnet i denne kritiske periode blot vil have begrænsede styrker til at tage sig af raket-afskydningsramper.

En højtstående israelsk officer siger:

– Vi kan ikke lade alt afhænge af luftvåbnet. Artilleriet har gennemgået en opgradering i det sidste ti-år – men det er ikke nok.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Den tidligere næstkommanderende over den israelske flåde, Gideon Raz, skriver i det sidste nummer af magasinet “Military and Strategic Affairs”, at luftvåbnets magt ikke længere er tilstrækkeligt i sig selv, men at den israelske flåde må omforme havet til en del af landets strategiske dybde.

Ifølge Raz vil Hizbollah kunne affyre 1000 raketter om dagen i en fremtidig krig.

– Flåden besidder allerede den tekniske evne til at installere afskydnings-infrastruktur på missilbåde og andre fartøjer, skriver Raz. Flåden agter at indføre og tilpasse de missilsystemer, som militæret har anskaffet.