Unge katolikker: Boykot Coca-Cola!
Coca-Cola ser igennem fingre med brud på arbejds- og menneskerettigheder, der bliver begået mod medarbejdere i Colombia. Samtidig er sodavandsproducenten ansvarlig for ødelæggelsen af miljøet i Indien.
Det mener i hvert fald de tyske katolske ungdomsorganisationer der har omtrent 660.000 medlemmer. De opfordrer derfor nu til boykot af Coca-Colas produkter.
De unge katolikker kræver, at Coca-Cola såvel som andre multinationale virksomheder – sikrer menneskeværdige arbejdsforhold og et mådeholdent brug af naturressourcer.
Intet menneske skal lide, bare fordi vi skal kunne købe billigt ind, siger forbundets formand, Dirk Tänzler, til det katolske tidsskrift Signum på www.signum.se.
Allerede i 2007 opfordrede Das Bund der Deutschen Katolischen Jugend (BDKJ) til en boykot af den amerikanske sodavands-gigant og har siden da ført en intens dialog med Coca-Cola i Tyskland.
Men BDJK synes ikke, at forholdene er blevet ret meget bedre.