Det ringer på…
Af Michael Lerche Nygaard, Sognepræst ved Kristkirken i Kolding.
Der er noget særligt over at samles i kirken juleaften, mens der bliver kimet så fint. Forventningen vokser. Vi kan mærke, at noget stort er ved at ske.
En dørklokke lyder ikke så flot som en kirkeklokke, men dørklokken kan også skabe forventning. Vi skynder os ud og lukker op. Måske er det bedstemor og bedstefar? Eller de andre julegæster, vi går og venter på?
Der kan også komme overraskelser, når det ringer på: Måske kommer der en og besøger os, som vi slet ikke havde regnet med at få besøg af? Hvad nu, hvis det var Gud selv, der ringede på hjemme hos os?
Jesus blev sandsynligvis født hjemme i privaten hos en familie. Arkæologerne mener, at husene dengang var bygget, så mennesker og dyr boede i det samme rum. Beboelse og stald lå i forlængelse af hinanden. Der var kun en højdeforskel i gulvet. Den lave ende af rummet var så fårenes afdeling. På den måde kunne man holde varmen om vinteren. Hellere lugte lidt af får end at ligge og fryse hele natten!
Havde man overnattende gæster, der var kommet langvejs fra, så skubbede man lidt til dyrene og skiftede noget af halmen – og så var der sovepladser til alle.
Vi skal lige vænne os til tanken. Vi plejer vist at forestille os, at stalden lå for sig selv, og at fødslen skete i ensomhed, fjernt fra Betlehems indbyggere. Men det står der faktisk ingenting om. I virkeligheden kan Jesus lige så godt være blevet født i et fyldt hus med mange gæster.
Hvis det var sådan, det skete, var omstændighederne ved Jesu fødsel et tegn på, hvor bogstaveligt Gud lod sig føde midt ind i mylderet af mennesker. Jesus kom, for at leve et menneskeliv sammen med mennesker. En af julens bibeltekster får det sagt, ved at kalde ham Immanuel. Et gammelt hebraisk navn, som betyder: Gud sammen med os. Jesus er Gud, der er sammen med os!
Gud er ellers fjern. Vi har aldrig set ham. Vi kan ikke rumme ham. Men da Jesus blev født, kom den fjerne på nært hold. Ind i privaten. I stue med mennesker.
At Gud er med os, betyder også, at han ikke er imod os. At han vil os det godt. Det er ellers ingen selvfølge, må vi sige. Baggrunden er jo tragisk. Selv om vi måske ikke har så megen lyst til at høre om det juleaften, må vi have det med for rigtig at kunne se, hvor helt igennem glædeligt juleevangeliet er.
I begyndelsen gik Gud ind og ud hos sine mennesker i Paradis. Guds bolig var hos menneskene. Lige indtil menneskene en dag låste døren for Gud. Havde Gud ladet det blive ved dét, kunne ingen bebrejde ham. Men fordi han ville genoprette det åbne og kærlige forhold fra før, sendte han Jesus til menneskenes kolde jord. Jesus skulle bære alt det, der var ødelagt, så menneskene kunne gå fri. Gud besluttede at forsone alt med sig.
På dén baggrund kan vi se, hvad det betyder, at Jesus kommer for at besøge os. At det sker, for at Guds bolig igen kan være hos menneskene.
Jesus taler ikke om dørklokker, men han taler om at komme til vores dør: Se, jeg står ved døren og banker på, siger han, hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.
I Israel var et måltid ikke bare, at man fik noget i skrutten. Når man spiste sammen, betød det, at man var fortrolige. Jesus vil være vores fortrolige, hvis vi lukker ham indenfor.
Tænk, om vi denne jul fik Jesus ind i huset! Så det ikke bare bliver ved lyden af en dørklokke men bliver til et rigtigt besøg.
