Julens glade budskab når også helt herud

På platformene i Nordsøen holder nordmænd på julevagt olieproduktionen i gang i højtiden.
Traditionen tro tager Sømandskirken ud for at fejre julen sammen med dem.– Vi tager ud til platformene for at lave julestemning. Produktionen forløber som normalt i juledagene, selv om man tager det lidt mere stille og roligt. Nogle steder er der julegudstjeneste, som mange har ønsket. Alle vil have, at vi læser juleevangeliet, men det vigtigste er at møde de enkelte mennesker. Men – det er ikke noget evangeliseringstogt; vi er til stede for dem, der arbejder på platformene i julen.

Her, på boreplatformen Gullfaks midt ude i Nordsøen, er der mange, der er nødt til at holde jul, fordi de er på arbejde. Men den norske sømandskirke tager ud til platformene, hvor personalet – præster, præstestuderende, diakoner og frivillige – vil sørge for, at der bliver en hyggelig julestemning med juleevangelium og sange. Foto: Sømandskirken

Det siger sømandspræst Annette Tronsen Spilling. Hun mener, at det er vigtigt at lytte til ledelsen på de forskellige platforme og imødekomme deres ønsker og behov for julen. Men hun siger også, at det enkelte menneskes ønsker er vigtige.
– Vi vil være dér, med julestemning og evangeliet, men vi vil ikke være påtrængende. Julen kan være en vanskelig tid for mange, og der en nogle, der gerne ville være et helt andet sted.
– Da kan det være godt at have nogen at snakke med, fortsætter præsten.
Kjartan Huldal er en af dem, der har været med til at holde jul i Nordsøen sammen med medarbejdere fra Sømandskirken.
– Alle herude har et ønske om at kunne fejre en fin, god og tryg jul, også når vi ikke kan være sammen med vores familier. Præsterne er med til at sikre dette ønske, siger han.
Og han fortsætter:
– Det betyder meget for den enkelte at have mulighed for at være sammen med og snakke med nogen, der står lidt uden for arbejdsmiljøet. Nogen, der har kendskab til, hvordan platformene lever, og som kan bidrage til en fin højtid væk fra familien.

40 medarbejdere

I år er der ca. 40 medarbejdere fra Sømandskirken, der tager off-shore, og Anette Tronsen Spilling fortæller, at der er tale om diakoner, præstestuderende og andre, der har mulighed for og evnen til at kunne være på platformene.
– Det er rigtig flot at fejre jul off-shore. Der er en masse lækker mad og hygge, men det er på samme tid svært og sørgeligt for dem, der kæmper i julen.
– Så er der også mange, der gerne vil være ude i julen, og som ønsker at komme væk hjemmefra, og som derfor bytter deres vagt, siger hun.

Sømandspræst Annette Tronsen Spilling.

Annette Tronsen Spilling oplever, at der er mange, der trives med at have en præst med i julehøjtiden.
– Kirken bringer noget, som er vigtigt for mange, som traditioner og ritualer der hører til. Og kirken står også for nogle andre værdier end de materielle, siger hun.
Som forberedelse til en julehøjtid off-shore giver Sømandskirken medarbejderne et netbaseret minikursus. Der kan de finde tips om, hvordan en gudstjeneste kan udformes, og hvilke sange der bør indgå.

Går sin vante gang

Kjartan Huldal fortæller, at livet på den platform, som han arbejder på – Åsgard B – går sin vante gang i julen. Men på juleaften bliver der disket op med ekstra lækker mad.
– Dem, der har dagvagt, slutter lidt tidligere for at nå at trække i det lidt pænere tøj til julemiddagen. Det bliver en rigtig flot julemiddag med madtraditioner fra hele Norge, og det er et hyggeligt samlingspunkt for alle på platformen. Efter middagen er der hygge i opholdsstuerne for dem, der ønsker det, siger han.
Han fortæller videre, at chefen plejer at holde en tale, og at der også kan være andre, der bidrager til underholdningen.
Men de kristne traditioner er præstens ansvar, siger han og fortæller videre, at en runde om juletræet hører til, inden julenissen dukker op.
Efter det er der mange, der trækker sig tilbage for enten at være lidt alene eller for endnu en gang at slå på tråden til familien.

En vigtig sludder

Annette Tronsen Spilling fortæller, at Sømandskirken også er der for dem, der ikke kan være med til julemiddagen, fordi de har vagt.
– Og det er der altid nogen, der har. Da er det ekstra vigtigt, at vi fra Sømandskirken besøger dem og får en lille sludder. Du ved jo godt, at nattevagten var den, som englene først besøgte den nat, hvor Jesus blev født.
Af Kristin Winther Jørgensen, KPK


Artiklen fortsætter efter annoncen: