Belejringen af Masada

I takt med at tv-serier er blevet mere populære, dukker gamle favoritter nu op på dvd. Masada, den Emmy-vindende miniserie fra 1981, hører til samme genre- og klassikergruppe som Spartacus, El Cid og Quo Vadis og fortjener et (gen)syn.
Masada dramatiserer virkelige hændelser i årene 72-73 e. Kr., hvor næsten tusind jøder i Jerusalem gjorde oprør mod deres romerske undertrykkere. Efter at romerske soldater har belejret byen, søger jødiske rebeller under ledelse af zeloten Eleazar ben Yair (Peter Strauss) ud i bjergene til fæstningen Masada, som det lykkes dem at forsvare så grundigt, at 10. Legions hærfører Flavius Silva (Peter O’Toole) er tvunget til at forhandle med dem. Men hvad ingen af de to mænd er klar over, er, at Rom ikke har til hensigt at bøje sig for rebellerne, hvilket fører til en af de største tragedier i det jødiske folks historie.

Kommer helt ind under huden

Tv-serien har mange fordele fremfor biograffilmen, fordi vi får lov til at følge historiens figurer over længere tid og derfor kommer helt ind under huden på dem. Og der er mange facetter i denne historie, som ellers ville være gået tabt, hvis vi blot havde tilbragt to timer i selskab med Silva og Eleazar.
Seriens egentlige hovedperson, den romerske hærfører, Flavius Silva, betvivler fra starten den romerske hærs felttog i Israel. Han er en ærefuld mand, for hvem Rom ikke repræsenterer nedslagtning af uskyldige, tilfangetagelse og slaveriets indførelse. Da han står over for den endelige sejr, er det da også med aske i munden, han fortvivlet udbryder: ”Hvilken sejr? Vi har vundet en klippe på stranden ved et giftigt hav i midten af ingenting!”
Masada er netop værd at se, ikke blot fordi det er en storslået skildring af en historisk begivenhed, men også fordi der kan trækkes nogle interessante paralleller til nutiden. På mange måder synes serien endnu mere relevant i dag end for tredive år siden, fordi vi til dagligt bliver præsenteret for krigens unødvendighed og dens destruktive magt. For krigens sejr har kostet tusindvis af menneskeliv, og vi er stadig ikke kommet videre end til den ”forgiftede strand”.

Har ikke tabt sin glans

Masada er en gammel serie, og for folk, der er vant til computer-animerede kampscener og -slag, kan den ved første øjekast synes noget støvet, og med dens seks timer lange historie er det heller ikke en film, man sådan giver sig i kast med på en aften. Men hvis man kan se bagom dette, gemmer der sig en smukt fortalt historie der ikke har tabt noget af sin glans på de tredive år, den har på bagen.

Masada
(2 DVD)
360 min.
Kirkebutik.
dk-pris: 165 kr.