Bibi og John bliver ved til de er 90

Bibi og John Jørgensen er 68 år, men står midt i
deres livs drøm og er vildt begejstrede.- Så sent som i går aftes bad vi for en, som blev sat fri, og vi blev bare så fornyet i vores begejstring.

Bibi og John har guldbryllup i år. Både med Jesus og med hinanden. Men de hjælper stadig mennesker hver eneste uge.

Det er John Jørgensen, som fortæller om gårsdagens udfrielse i Åndens Klinik. Han og hustruen Bibi har guldbryllup i år. Både med Jesus og med hinanden. Men de virker ikke som mennesker i guldbryllups-alderen. De virker så levende, at det smitter at være sammen med dem.

Kongebrev ledte til Jesus

Bibi og John mødte hinanden som purunge og blev hurtigt kærester. Som 18-årig blev Bibi gravid, og de besluttede sig for at gifte sig.
– Min familie var spiritistisk på den ene side og apostolsk til den anden side. Jeg syntes, at det der apostolske var helt forfærdeligt, så det ville jeg bestemt ikke blandes ind i. Men da vi så skulle giftes, skulle jeg have kongebrev, og for at få det skulle jeg have fat i min mor, som jeg ikke var vokset op hos. Hun var begyndt at tro på Jesus i mellemtiden, og så blev vi alligevel lidt interesserede, fortæller John. Bibi bryder ind:
– Meget interesserede. Vi blev jo kristne. Hun griner.
Det er mest John, der snakker, men af og til bidrager Bibi med et guldkorn; hun fortsætter:
– Jeg synes, mit liv var noget værre rod uden Jesus, men så snart han kom ind i det, faldt tingene ligesom på plads.

Meget ekstrem

Efter Bibi og John var blevet personligt troende, var de 20 år i en lille kirke i København – ”Foreningen for afgjort kristendom”. Bibi fortæller med eftertryk:
– Den var MEGET ekstrem, alligevel vil jeg holde på, at det var helhjertet kristendom. John supplerer:
– Det var helt naturligt at blive udfriet, få sjælesorg, bekende synder i den kirke. Vi gik igennem en masse udfrielse da vi kom, bl.a. pga. min spiritistiske baggrund.
De forlod kirken, fordi den var så lukket, og kom i nogle år i pinsekirker og apostolske kirker i København.

Hop på toget

– Fortæl det med toget, siger Bibi.
– Nej, svarer John, vi skal lige have det her med. Og så forklarer han:
– Det vi var vant til med udfrielse og den slags, så vi ikke nogen af de steder dengang. Så fik jeg et syn, hvor vi stod på en perron, hvor der holdt et tog, der lige skulle til at køre, og jeg oplevede at Gud sagde: Hvis I vil noget med jeres liv, er det med at hoppe på toget.
John vidste straks, at det betød, at de skulle tilmelde sig to temauger på højskolen i Kolding. En med Graham Powell og den anden var ”Grib ilden” fra Toronto. Og der blev de bekræftet i, at de skulle føre det videre, som de allerede havde erfaret med udfrielse. Bibi fortæller:
– Og så blev vi kaldet. John uddyber:
– En profet kom ned til os og sagde: Gud kalder jer til forstanderpar i Hillerød. Sådan plejede man bestemt ikke at gøre det. Det var meget mærkeligt for alle parter.
Det profetiske ord blev bekræftet af mange ledende brødre fra Apostolsk Kirke, og Bibi og John tog hjem og begyndte at forberede sig på noget nyt.

Klippe jernlænker over

Halvandet år senere blev de indviet som pastorpar i en kirke, der på det tidspunkt var kørt helt ned på alle planer, bortset fra et par håndfulde trofaste mennesker. Det var i 1998. Nogle år senere hørte de to om Åndens Klinik (Se note) og vidste med det samme, at de skulle være med i det.
– Jeg havde som helt ung fået en profeti om, at Gud ville give mig en stor tang til at klippe jernlænker over med, men at jeg ikke var klar til at bære den endnu, fortæller John, og den profeti lå stadig i deres hjerte, ikke mindst fordi de selv havde haft stor glæde af udfrielse.
Ikke længe efter var ægteparret travlt beskæftiget med sessioner i Åndens Klinik, hvor de oplevede mange udfordrende og opmuntrende ting.
– En af de første kvinder vi havde i klinikken, havde været i det okkulte i 15 år, før hun blev kristen. Vi måtte udfri hende tretten gange, før alle døre til det gamle liv var blevet lukket helt, forklarer John, som tit oplever, at mennesker, som har været involveret i den alternative verden, er bundet på en stærk måde, fordi de selv har lukket op for tingene.
– Selvom det kan være hårdt at holde ud, bliver vi så begejstrede over Jesu navn, for det virker. Det gav os et chok, at den åndelige verden var så virkelig, men samtidig et kæmpe kick, at Bibelen er lige så virkelig, forklarer John.

Dansk version

Og John og Bibi har stor erfaring i at hjælpe mennesker på denne unikke måde. De har både udfriet folkekirkepræster og mennesker fra alle andre kirkesamfund i Danmark. Også mange som er blevet frelst på de store kampagner med Charles Ndifon har været forbi.
Bibi fortæller:
– Og der kommer også nogle mennesker, som ikke kender Gud, men dem udfrier vi ikke, med mindre de er interesserede i at åbne deres hjerte for Gud. Vi forklarer dem, at det ikke er godt uden Jesus.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Bibi og John har tilpasset Åndens Klinik til danske forhold og tager sig også god tid til at snakke med mennesker omkring deres liv, før de beder for dem. Bibi understreger:
– Vi går aldrig over menneskers grænser. Gud har givet mennesker deres frie vilje, og vi har ikke ret til at hjælpe dem længere, end de vil. Og så prøver vi at forklare alt, hvad vi gør, så de ved, hvad der sker undervejs.

Gud hjælper med at glemme

De har hjulpet mennesker i mange forskellige situationer og med mange forskellige problemer. Ud over folk fra den alternative verden har de også være med til at hjælpe mennesker, som har været udsat for seksuelle overgreb, og ægtepar, som har problemer. John siger alvorligt:
– Der er så mange mennesker, der er forulempede seksuelt eller er vokset op under frygtelige forhold. Vi oplever, at Gud har givet os en evne til at lytte til de forfærdeligste historier, men når vi går ud ad døren, kan vi lægge det fra os. Ellers kunne vi ikke holde til det.

Begejstring giver udholdenhed

Det kan være svært at forstå, hvordan de to 68-årige får udholdenheden til at blive ved session efter session, når de samtidig har en kirke at tage sig af.
Bibi griner:
– Ja, nogle gange har vi været lidt for begejstrede i kirken og har måttet holde lidt igen, for at det hele ikke skulle handle om alt det, vi oplever. Men vi bliver ved, til vi er 90. John tager over:
– Begejstringen giver udholdenheden. Bibi fortsætter:
– Ja, og taknemmeligheden over, hvad Gud har gjort for os.


Artiklen fortsætter efter annoncen: