Danskere hjælper handicappede børn

Pinsekirkernes hjælpeorganisation har modtaget Danidastøtte til specialundervisning i Sudan.International Aid Services har netop fået bevilget over halvanden million til at oprette ressourcecentre, specielle klasselokaler og uddanne lærere til at undervise og inkludere børn med handicap og andre specielle behov.
Sudan er langt fra at nå målet om uddannelse for alle børn, og i det krigshærgede land er vilkårene endnu mere vanskelige for børn med specielle behov.
Men nu lysner det forude. International Aid Services (IAS) har netop fået bevilget 1.675 mio. danske kroner af Danida til strategisk træning og uddannelse, fortaler-virksomhed og etablering af ressourcecentre og klasselokaler egnede til børn med specielle behov i Sudan.
Projektet følger op på et lignende projekt fra 2009, hvor IAS afdækkede behovene sammen med to lokale organisationer i hhv. Nord- og Sydsudan.

Starter i februar

– Vi er nu ved at lave aftaler med vores kenyanske partner, Kenya Institute for Special Education (KISE), og de lokale partnerorganisationer, inden de første konkrete aktiviteter begynder i februar, fortæller projektkoordinator Maria Lundbak.
I første omgang bliver det i ngo-sprog ”kapacitetsopbygning”, der fokuseres på. Her vil KISE-konsulenter uddanne og træne repræsentanter fra Sudans undervisningsministerium, almindelige folkeskolelærere samt nøglepersoner i lokalsamfundet og indenfor de to partnerorganisationer. I Sydsudan er det Christian Development Organization, som gennem IAS har boret over 400 brønde i Nuba-provinsen. I Nordsudan arbejder IAS gennem den arabiske organisation Baraa.
– Begge organisationer er meget motiverede for at inkludere og træne børn med specielle behov, oplyser Maria Lundbak.

Erfaringer fra Somaliland

I et lignende projekt i Somaliland står IAS for en specialskole, hvor over 1000 børn med specielle behov har fået hjælp. Omkring 10 procent er gået videre til det almindelige skolesystem i byen Hargeisa.
Og specialskolens fodboldhold er det bedste i hele byen!
/sl