Hidtil bedste fra Brenton Brown

Der er smittende glæde på seneste album fra en af Europas måske dygtigste lovsangere.
Med sange som ”Halleluja (Your Love is Amazing)”, ”Lord Reign In Me” og senere ”Everlasting God” har Brenton Brown gennem to årtier markeret sig som en af de største sangskrivere inden for nutidig lovsang. Ikke mindst da musikken fra Vineyard UK bragte inspiration til kirker overalt i Europa (du kender måske cd’erne ’Come Now is the Time’ og ’Hungry’ fra ’98 og ’99).
Det var dengang. Siden har Brenton Brown indspillet under eget navn. ”Our God is Near” er hans tredje soloalbum.
Et ord bliver hængende, da den første gennemlytning er slut: Glæde. Cd’en indeholder masser af den. Brown kalder den da også sit hidtil gladeste album. Det betyder dog ikke, at albummet er ’tyndt’. Som Brown så rigtigt har sagt, kan glæde være lige så dyb som sorg, når den kommer fra Gud og er af den slags, der kan overvinde prøvelser og nedture. Og sådan er ”Our God is Near”.
Der er også blevet plads til et par stille sange (fx den akustiske ”Good News”), men det er blandt de mere tempofyldte sange, at guldkornene findes. Særligt to sange fænger:
’Joyful’ er frisk og ny – og så alligevel ikke. Melodien er Beethovens og fra 1700-tallet. Teksten i verset er skrevet af Henry Van Dyke for godt og vel 100 år siden. Men omkvædet er nyt og tilføjer et frisk twist på en ellers klassisk evergreen. Når cd’en er slut, er det ’Joyful’, der hænger ved.
I en helt anden boldgade hører sangen ’Higher’. Verset er punket og lyder lidt hen af Switchfoot eller Smash Mouth. Guitaren er markant. Og omkvædet behøver ikke gentages mange gange, inden Brenton Browns proklamation har bidt sig fast.
Cd’ens øvrige sange indeholder mindre originalitet. Men Brenton Brown leverer på alle albummets 10 numre behagelige melodier og opmuntrende tekster, der kun bliver bedre for hvert genhør.
Steffen