Jesus er min problemknuser
fortæller Sabrina, der fik kræft som 16-årig og derefter blev fejlopereret, så hun i dag har et hul i halsen. Men midt i sit livs katastrofe blev hun troende kristen. Og hun har fået en urokkelig tro på, at hun en dag skal blive helbredt.
Her forleden modtog jeg med posten et lille usb-stik, som jeg straks satte i min computer. Et manuskript til en bog med titlen Troen på helbredelse poppede op.
Bogen er skrevet af Sabrina Trebbien og handler om hendes lange og lidelsesfulde sygdomsforløb: kræft, strålebehandling, smerter, fejloperationer; hun var døden nær mange gange. Det er en forfærdelig trist historie vel er det så. Men Sabrina ønsker ingen medlidenhed. Hun hader, når folk synes, det er synd for hende. Hun ved godt, at hun er svag i sin krop, men hendes ånd og sjæl er stærk og mere levende end nogensinde før.
Sabrinas største ønske er, at hendes bog Troen på helbredelse kan være til opmuntring for alle dem, der er syge, som har mistet modet og ikke længere tror på noget godt og glædeligt. Det er dem, hun ønsker at række hånden ud til.
I 1983, lige fyldt 16 år, fik Sabrina konstateret skjoldbrusk-kirtelkræft.
Jeg opdagede en knude på højre side af min hals. Knuden var på størrelse med en femkrone. Jeg blev indlagt på Rigshospitalet, hvor man tog prøver af knuden som viste sig at være ondartet, og jeg skulle opereres. Man fjernede simpelthen skjoldbruskkirtlen, og for at sygdommen ikke skulle sprede sig fik jeg strålebehandling. Bivirkningerne efter strålebehandlingerne var forfærdelige. Jeg troede, jeg skulle dø. Smerterne var næsten uudholdelige.
Tanken om at Gud elskede mig, lå mig meget fjernt. For hvordan kunne en kærlig Gud tillade, at ung pige som mig, der kun lige var begyndt på livet, skulle udsættes for så store lidelser?
I 1992 fik Sabrina en voldsom halsbetændelse, og på grund af arvæv fra operationen i 1983 hævede hendes hals indvendig, og hun fik alvorlige vejrtrækningsproblemer.
Jeg blev hasteindlagt og fik lavet et hul i halsen, hvorigennem man satte et kunstigt luftrør, så jeg igen kunne trække vejret. (Hullet kaldes også et trakeotomi. Det er en mindre operation, hvorunder der fra halsens forside bliver skåret en åbning i luftrøret lige under struben for at skabe frie luftveje.)
En dag blev Sabrina kontaktet af en læge, der tilbød hende en ny operation, som han mente kunne hjælpe hende. Hun ville, garanterede han, få det bedre efter operationen.
Jeg sagde ja, da jeg syntes, det lød lovende. Men operationen gik galt, min hals blev meget værre end før, fortæller Sabrina.
Denne læge, som jeg følte var mere interesseret i sin karriere end i mig som menneske, kvinde og mor, lavede en lang revne på 6 mm i mit spiserør. Det betød, at alt hvad jeg indtog af mad og drikke efter operationen, fejlsank jeg madrester endte nede i mine lunger.
Efter denne lægefejl fik Sabrina en gastrostomisonde på maven, som skulle forsyne hende med vand og sondemad. Men endnu en lægefejl opstod.
Der gik infektion i såret inde i bughulen, og jeg blev straks indlagt på mave-tarm-neurologisk afdeling på Rigshospitalet. Man var bange for, at leveren kunne tage skade, og under en operation blev mavesonden fjernet. Den operation reddede mit liv.
Søgte du erstatning, for de fejl, lægerne havde lavet?
Ja, det var noget af det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem fra hospitalet. Men min ansøgning blev afvist. Jeg fik ingen erstatning for svie og smerte. Det mindste en læge kan gøre, når han laver en fejloperation, der får store menneskelige omkostninger, er at betale en eller anden form for erstatning. Alt andet er efter min mening uansvarligt og upassende. Og moralsk forkasteligt.
I 2001 mødte Sabrina en kristen kvinde, som ønskede, at hun skulle lære Gud at kende.
Jeg begyndte at komme i en kirke, hvor jeg mødte andre kristne. De var alle venlige og imødekommende, men jeg følte ikke nogen særlig glæde ved at være der, fortæller Sabrina.
På det tidspunkt havde jeg det svært med mig selv. Mit helbred var dårligt på grund af de mange fejloperationer, som jeg havde været igennem, og jeg må tilstå, at jeg havde det svært med Gud. Jeg kunne simpelthen ikke fatte, at når han var så kærlig, som man sagde, han var – hvorfor skulle jeg så lide så meget, som jeg gjorde? Det var ikke retfærdigt.
Efter et par måneders tænkepause besluttede jeg mig til at gå tilbage til de kristne denne gang med et åbent hjerte. Jeg følte mig først nu klar til at overgive Gud min hals, for den var mig en kæmpebyrde.
Præsten i kirken opfordrede mig til at droppe min bitterhed. Han lærte mig at omvende mig fra alt det destruktive som: Hvorfor lige mig hvad har jeg gjort, siden jeg skal lide så meget osv. Alt det skulle jeg lægge bag mig. Det var selvfølgelig nemt at sige, men jeg gjorde det, da det føltes rigtigt i mit hjerte. Jeg begyndte at takke Gud for, at jeg stadig var i live, og at han igennem lidelserne havde gjort mig stærk. Det kan måske lyde mærkeligt, men jeg begyndte at se et formål med alt det svære, jeg havde gennemgået.
Da jeg sagde ja til Jesus og lod ham være Herre i mit liv, skete der en forvandling. Mine problemer blev løst. Min dårlige økonomi blev god; min sorg blev forvandlet til glæde, og jeg lærte at værdsætte livet. Jeg indså, at Jesus havde været hos mig, alle de gange, jeg har været meget syg.
Han har passet og plejet mig og sørget for, at jeg ikke på noget tidspunkt mistede livsmodet. Når jeg var svag, var Jesus stærk i mig. Når jeg ikke selv kunne komme ud af sengen, gav han mig kræfterne til at overvinde smerterne. Jeg er ikke rask i kroppen endnu, men jeg er rask i sjælen og har det faktisk godt trods alle mine problemer. Er jeg trist og ked af det, beder jeg Jesus om at komme og løfte mig op igen i lyset. Han kommer hver gang og fylder mig med livsglæde og livsmod. Jesus er min problem- knuser. Han finder altid en vej ud af det, som man selv synes, ser svært ud.
Den dag i dag står Sabrina stadig over en håndvask, når hun skal spise og drikke.
Ja, det bliver jeg nødt til, da mad og væske vælter ud dén vej, men tag endelig ikke fejl! Aldrig i mit liv komme jeg til at accepterer denne tracheostomi. Jeg ved, at Jesus vil helbrede mig. Han vil fjerne hullet i min hals, så jeg igen kan spise normalt. Han vil give mig min stemme tilbage, så jeg ikke behøver at hviske og tale med en lille hæs stemme, som folk ikke kan høre. Hans helbredelse af mig vil blive en åbenbaring for andre. De vil komme til tro på ham, når de oplever, at han har helbredt mig.
Tror du, Gud har en plan med dit liv?
Ja, det er jeg sikker på, at han har. Mit kald er at gå ud og lægge hænderne på de syge, så de bliver raske.
Var det ikke en god idé først selv at blive helbredt, før du går ud og helbreder andre?
Overhovedet ikke. Det er netop ved at bede for andre, at man bliver rask. Du ser, hvordan det gik med Job. Da han gik i forbøn for sine venner, vendte Gud hans skæbne, og hans ulykke blev vendt til lykke.
Du har skrevet en bog, som endnu ikke er udgivet. Hern nævner du rigtig mange skriftsteder – hvorfor?
Alle de skriftsteder, jeg har nævnt i min bog, har været medicin for mig under skriveprocessen. Og når de har været til gavn for mig, er jeg sikker på, at de også vil være det for andre.
De skriftsteder, jeg har nævnt i min bog, er Guds løfter til os om helbredelse, kraft, og styrke.
Vi må få kendskab til Guds løfter. Bekende dem med vores mund, så de bliver levende og virksomme i vores liv. Vi må forstå, at hvad han har lovet, – det har han også magt til at gøre!
Jeg har skrevet bogen Troen på helbredelse, fordi jeg ønsker at opmuntre alle dem, der er syge; som har mistet modet og ikke længere tror på noget godt og glædeligt. Jeg tror på, at rigtig mange mennesker vil få stor glæde og gavn af at læse min bog – måske endda opleve en form for helbredelse. Jeg ønsker at opmuntre dem, der har det svært, og til alle dem vil jeg bruge lejligheden til at sige: Troen på Gud kan blive din livline til helbredelse.
