Kampens skønhed og gru

Julien Quitin lever på en katolsk kostskole i det nazist-besatte Frankrig i 1944. Han er en intelligent dreng, der lever et noget ensomt liv, indtil den dag en anden dreng, Jean Bonnet, bliver optaget på skolen. Julien møder den nye dreng, der på mange måder er hans intellektuelle ligemand, med mistro, men efterhånden spirer et venskab ud af deres rivalisering. Hvad Julien ikke ved er, at Jean er jøde, og at hans tilstedeværelse på skolen truer alles liv.
Jeg bliver nogle gange irriteret på de danske oversættelser af film. Filmens originale franske titel er i en noget løs oversættelse ”Farvel, børn” og synes på mange måder langt mere passende, fordi den danske titel lover en ganske anderledes slutning end den, vi får. Filmen kunne lige så godt have været kaldt ”Farvel til barndommens uskyld”, for det er det, den handler om.
Det er en følelsesmæssigt brutal film at se, netop fordi den ikke er voldsfyldt eller udpenslet, som vi ellers er blevet vant til i film, der handler om jødeforfølgelsen under Anden Verdenskrig. På mange måder lever filmen på det faktum, at fordi vi allerede associerer en masse billeder med Holocaust, behøver de ikke at blive vist igen. De ligger i vores hjerter som en fælles arv af skam, og Vi ses igen kan derfor koncentrere sig om en stringent historie om to drenges venskab.