Mai-Britt fandt kærlighedens vej til tro
Mai-Brit Tvilling, fra Solrød Frikirke og Jerusalemskirken, fandt kærligheden og vejen til tro samtidig.
Da en nyforelsket Mai-Brit Tvilling for 25 år siden tog med sin kæreste i kirke, var det med samme indstilling, som hvis hun skulle se ham deltage i konkurrencesport.
Hun prædiker nu i Solrød Frikirke og Jerusalemskirken i København.
Hun var ikke selv kristen ej heller vokset op i en kristen familie men syntes, det var helt i orden, at han var troende. En harmløs fritidsfornøjelse, som hun gerne ville støtte ham i, tænkte hun. Som tilskuer vel at mærke.
Men til sin egen store overraskelse blev hun så grebet af besøget i Jerusalemskirken i København, at det kom til at ændre hendes livsbane. Det kulminerede for nogle år siden med beslutningen om selv at blive præst.
Første gang jeg gik ind i Jerusalemskirken, oplevede jeg et imødekommende og kærligt fællesskab, der åbnede for min nysgerrighed. Jeg var simpelthen nødt til at gå til flere gudstjenester og høre mere om Gud, møde andre troende, læse i Biblen lære mere om, hvad Gud er. Fodbold er jo også sjovere, hvis man kender reglerne, siger Maj-Brit Tvilling.
I 2007 blev hun bachelor i teologi og ledelse (SALT Skandinavisk Akademi for Ledelse og Teologi) og er nu godkendt som lokalpastor læser stadig ved siden af kandidatdelen frem mod ordination.
Hun blev ansat i praktikplads i Jerusalemskirken i maj 2009. Og er siden september 2010 desuden daglig leder og præst i Solrød Frikirke, hvor præsten Lars Ulrik Jensen har fået bevilget orlov. Så hun nu er tilknyttet begge kirker.
Hendes troende ungdomskæreste, Stefan Tvilling, blev hendes mand og er far til parrets tre børn på 19, 21 og 23 år. Han er tredje generation af en familie med stærk tilknytning til Metodistkirken.
Ægteparret flyttede til Solrød Strand syd for København for 14 år siden.
Da vi flyttede, begyndte nye ting at tage form. Vi kom til at tænke i menighedsplantning og blev for ti år siden ledere af en mindre gruppe i Solrød. Det var vores daværende præst i Jerusalemskirken, Christian Alsted, der opfordrede os til at lede smågrupppen. Det startede med, at nogle af dem, der kom i kirken i København, mødtes i hinandens hjem hver 14. dag. Vi bad, delte liv og spiste sammen, talte om tro, om livet og om tvivl og om hvordan tro kunne se ud i vores liv, fortæller Mai-Brit Tvilling, der har lagt hus til mange hjemmegudstjenester gennem årene og stadig gør det ind imellem.
Sidst frikirken holdt hjemmegudstjeneste, var vi 25, men det er lidt forskelligt. Det er en hyggelig og rar måde at mødes, som giver plads til at eksperimentere…for eksempel have dialoggudstjeneste siger hun.
Da familien Tvilling for ni år siden for første gang også lagde hus til et Alpha-kursus, blev det kimen til en lille ny menighed:
Vi fik en præst tildelt fra Jerusalemskirken og holdt gudstjeneste for 45 mennesker. Ca. halvdelen var mennesker, som ikke i forvejen havde tilknytning til Jerusalemskirken. Senere deltog også nogle af mine børns venners forældre.
Det var en god oplevelse, og vi blev enige om at gøre det igen en måned senere. Alpha-fællesskabet var berigende, og det endte med, at vi fortsatte med at holde gudstjenester hjemme hos os.
Min bror og svigerinde flyttede også til Solrød og boede i en periode hos os, indtil de købte huset på den anden side af gaden.
Det var praktisk, for så kunne vi holde fællesspisning hos dem bagefter når vi havde fjernet alle møblerne hos os for at få plads til at holde gudstjeneste, fortæller Mai-Brit Tvilling.
Det var en stor dag for hende, da Solrød Frikirke så dagens lys i 2002.
Selvom Solrød Frikirke er en lille og forholdsvis ny kirke, prøver vi at kigge ud over vore egne rækker. I sommeren 2009 var vi 13, som tog til Honduras, hvor vi bl.a. støtter et børnehjem. Der oplevede vi mennesker med en utrolig stærk tro og vilje til at hjælpe, selvom der aldrig er penge nok, og man aldrig ved, hvor længe der er råd til at fortsætte arbejdet på for eksempel skolen for landsbyens fattige og børnehjemmet. Min voksne søn var med på rejsen, og han følte, at der blev kaldt på ham så nu bor og arbejder han med gadebørn i Honduras. Han er volontør i seks måneder.
Solrød Frikirke er også koordinator for Dansk Flygtningehjælp og hjælper desuden økonomisk dårligt stillede med julehjælp.
Mangfoldighed betyder meget for mig. Jeg er tjener i Metodistkirken, men vi tilhører alle den samme herre. Gennem årene har vi besøgt mange kirker her i området. Og jeg har for eksempel længe gået med en lille drøm om en dag at være med til at starte brunch-lørdage for alle her i området.
Inden vi startede vores lokale menighed, var jeg glad for at opleve Alpha Danmark med Bess Serner-Pedersen og Helge Pahus i Strandkirken. På et tidspunkt var jeg nogle gange med til Strandkirkens forbøns- og lovsangsaftener, hvor vi bad. En aften havde jeg en stærk oplevelse af Jesu kærlighed til mennesker det var som at se Jesu hjerte for mennesker. Det var overvældende, og jeg græd en del.
Jeg fik øjnene op for, at hvis vi skal være Guds medarbejdere på hans mission, så mennesker kan få en relation til ham, så må det starte med, at vi ser andre med hans øjne…starte med hans kærlighed til mennesker i vores eget hjerte. Og mit hjerte kom til at brænde for oplevelsen af Jesu kærlighed og for at hjælpe andre med at få en relation til Jesus. Så de kan blive sat fri. Siden har jeg ønsket at se med hans øjne.
Mange steder er der hierarki, men vi er nødt til at vælge andre normer og former. Jeg har valgt, at kærlighed og nåde må være bestemmende og styrende for mig. Vi skal møde hinanden der, hvor vi er, og uden fordomme.
Er du ikke lidt naiv? er jeg efterhånden blevet spurgt en del gange. Jo, jeg er godtroende! Jeg tror på det bedste. Alle mennesker træder ved siden af, men heldigvis lever vi af nåden.
Min vej mod tro har været, som når man åbner et billed-album, og hvert billede har en lille historie, der er en del af det hele. Jeg har mange små billeder, mange minder. Troen er kommet stille og roligt, selvom jeg også har haft mindre kriser og lidt tvivl undervejs. Jeg er et følsomt menneske, der lytter meget til min intuition. Der skal være et samspil mellem tro og følelser, men der skal også vilje indover.
Da jeg begyndte at gå i kirke, kunne jeg allerede fra starten se, at Gud kan gøre noget. At der sker noget, når folk taler om tro og åbner sig. Jeg forstod, at alle har en åndelighed og spiritualitet.
Tro er som en artiskok: I midten er hjertet. Det er større, end jeg kan rumme med min forstand. Ting sker ikke altid efter min vilje og det skal de bestemt heller ikke. Ofte er det først langt senere, at jeg erkender Guds nærvær og forstår det, jeg oplever.
Det var en milepæl for mig, da jeg i 2002 begyndte at læse på SALT. På det tidspunkt havde jeg endnu ikke besluttet mig for at blive præst, men ville gerne være dygtigere. Som præst har man jo en fremtrædende position i menigheden mere officiel og jeg skulle lige vænne mig til tanken først, siger hun.
I 2002 oplevede hun i samme uge: Den første gudstjeneste i hjertebarnet, den nyåbnede Solrød Frikirke, at blive optaget på SALT og at miste sin mor.
Det var dyb, dyb sorg og smerte og dyb dyb glæde blandet sammen. Det var, som om hele livet udfoldede sig den uge, siger Mai-Britt, der følte en stærk åndelig kontakt og forståelse i den periode.
Det er i troen og ved at insistere på at leve i nuet, hun henter styrke til at fortsætte, også når der er modgang.
Nogle gange skal man selvfølgelig lige kigge lidt tilbage for at forstå tings sammenhæng og få dem på plads, men vi skal leve i nuet. Hverken bekymre os for meget om fortiden eller om fremtiden. Gud er med os, når vi er til stede i nuet når vi tør være sårbare og åbne. Gud er der, og man kan hvile hos ham. Så vi kan møde dagen udfarende og med glæde. Men vi skal mærke efter. Mærke hvordan livet er. Det er i nærværet på godt og ondt, at vi møder livet med dets udfordringer. Når vi tror på, at Jesus er til stede med sin ånd og har taget bolig her hos os, så kan vi være hans hænder og fødder. Flere gange i mit liv har jeg spurgt mig selv: Hvordan kan jeg bedst være en brik i det her puslespil? Og foretaget de justeringer, der var nødvendige. Jeg havde ikke drømt om, at jeg en dag skulle ende med at blive præst, tilføjer Mai-Brit Tvilling, som i mange år kombinerede sit omfattende frivillige arbejde for Herren med et job i speditionsbranchen.
Mai-Brit Tvilling er født og opvokset i Brøndbyøster. Det er hendes mand, Steffen Tvilling også, men hans familie flyttede senere til Hvidovre. Parret kendte ikke hinanden i forvejen, da de mødtes på en fælles arbejdsplads.
Hendes far er ateist dog ikke mere end at han jævnligt kommer i og støtter frikirken i Solrød.
Fra 1. januar holder Solrød Frikirke gudstjeneste hver anden søndag kl. 10.30 på Solrød Gl. Skole. Der vil med jævne mellemrum være gæsteprædikanter, og frikirken fortsætter også med at holde hjemmegudstjenester i sommerperioden engang imellem.
