NORSK-ISRAELSK KULTUR- SAMARBEJDE OM IBSEN

Henrik Ibsen – Bergens berømte søn – er 130 år efter at han skrev sine dramaer stadig aktuel og spilles på teatre verden over, senest ved en forestilling af ”Bygmester Solness” på hebraisk i Tel Aviv.Teaterstykket opføres såvel på Israels nationalscene, ”Habima Teatret”, som på det kommunale teater, ”Cameri”, ved forestillinger i januar og februar.

Det israelske publikum tog imod opførelsen med stor interesse og gentagen applaus, og mange sagde, at de var imponerede over en så moderne opfattelse af det klassiske teaterstykke.

Det var det tredje Ibsen-drama, der blev præsenteret for et israelsk teaterpublikum. Det første var ”Gengangere”, som tillige blev opført på den internationale Ibsen-festival i Oslo, derefter fulgte ”Lille Eyolf”, inden turen kom til ”Bygmester Solness”.

I dette stykke medvirkede de israelske skuespillere Oded Teomi som Solness, Hila Feldman som Hilde og Gila Almagor og Sandra Sade som Aline.

Alle tre stykker er iscenesat af Habima Nationalteatrets direktør, Hanan Snir.

Initiativet til dette norsk-israelske kultursamarbejde er taget af Habima, der tog kontakt med den norske ambassade i Tel Aviv om et Ibsen-projekt.

Om dette samarbejde siger Habimas leder af afdelingen for internationale forbindelser, Ruth Tonn Mendelson, at ”ambassaden var en stor og begejstret støtte”, og hun fremhæver ikke mindst samarbejdet med den norske ambassadør, Svein Sevje.

Udover opførelsen af de tre Ibsen-stykker i Israel samarbejdede Habima med ambassaden i projektet ”Noras søstre” i anledning af 100 årets for Ibsens død. Otte israelske skuespillerinder fra forskellige teatre i landet deltog i denne begivenhed, der også omfattede gæsteforelæsere fra Norge.


Artiklen fortsætter efter annoncen: