Om at miste sit lille barn

Stjernen efterfulgt af livet er en bog om det at miste et barn og om barnets betydning i familiens liv.
Anmeldt af Ulla Schødt
Rasmus kommer til verden med en medfødt sygdom, og han dør før sin et års fødselsdag. I sin korte levetid må Rasmus igennem mange undersøgelser og operationer både i Danmark og i Paris.
Bogen er skrevet af Rasmus’ mor og opleves som en følelsesmættet fortælling, der fortæller om smerte, angst, håbløshed, træthed og fortvivlelse. Men det er også en fortælling om, hvordan livet går videre, hvordan familien lærer at leve med tabet og finder et overskud frem til at række ud mod andre.
Anette delagtiggør også læseren i hændelser, der illustrerer, hvor smertefuldt det er at opleve, at vi som medmennesker har vanskeligt ved at møde andre i deres fortvivlelse, hvor sygdom og død er en del af deres hverdag.
Bogen er skrevet i et jævnt sprog, og læseren tages med i familiens rejse fra graviditet og Rasmus’ fødsel til hans død. Vi møder reaktioner fra hans far, Kurt Skammelsen, og mor og de tre ældre børn. Ligeledes møder læseren også bedsteforældre, venner, læger, m.fl.
Det er en meget personlig beretning. Det er Anettes dagbogsoptegnelser, der er flettet sammen med refleksioner og erindringer fra forløbet. En bog, som går tilbage til 1994, og som er illustreret med familiefotos.

Anette Skammelsen:
Stjernen efterfulgt af livet
159 sider
199 kr.
JB Historie