Samtaler giver døende patienter ny livsglæde
Når dødssyge får lov at fortælle deres historie, øges deres følelse af værdighed, viser forskning.
Psykolog ved Bispebjerg Hospital, Lise Jul Houmann, har som den første lavet sin ph.d.-afhandling om værdighedssamtaler i Danmark.
– Patienter, som har været igennem et langt sygdomsforløb, kan ofte glemme sig selv, blive usikre på hvem de er og måske endda blive i tvivl om deres menneskelige værd, siger hun.
Lever man flere år i et hospitalsmiljø, er det ikke underligt, at man som dødeligt syg patient kan føle sig som en genstand frem for en person. Personlighed og identitet erstattes af uendelige tests og stadigt mere medicin.
For at genetablere patientens følelse af værdighed og individualitet, har Palliativ (smertelindrende, red.) Medicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital iværksat de såkaldte værdighedssamtaler.
Gennem samtale og udarbejdelse af et skriftligt dokument kan patientens følelse af værd forøges. Her får patienten hjælp til at nedskrive tanker og minder fra sit liv. Konceptet har fået positiv respons på afdelingen og eksporteres nu til andre hospicer og palliative afdelinger i Danmark.
Idéen kommer fra en række canadisk-australske undersøgelser, som havde til formål at undersøge, hvordan psyko-sociale og eksistentielle bekymringer hos døende patienter kan afhjælpes ved samtaleterapi. I en af undersøgelserne, publiceret i det amerikanske fagblad Journal Of Clinical Oncology i 2005, rapporterede 91 pct., at de var tilfredse med værdighedssamtalerne. 67 pct. mente, at de efterfølgende fik en forhøjet følelse af formål og mening med livet.
– Folk har ofte selv gået med en drøm om at kunne udtrykke noget, de har på hjerte. Mange vil gerne skrive deres erindringer ned, fx som et minde til børn og børnebørn, forklarer psykolog ved Bispebjerg Hospital, Lise Jul Houmann.
Det er første gang, at emnet studeres systematisk i relation til danske hospitals- og hospicepatienter.
Initiativet blev oprindeligt finansieret af Kræftens Bekæmpelse, og TrygFonden donerede sidste år 2,1 mio. til fortsættelse af projektet og til efteruddannelse af professionelt personale i hele landet.
I praksis foregår samtalen som oftest alene sammen med patienten. Her optages det hele på bånd og transskriberes derefter til et skriftligt dokument. I samarbejde med terapeuten bestemmes dokumentets modtagere, og der kan evt. laves separate versioner til henholdsvis ægtefælle, venner og børn. Samtalen tager som oftest udgangspunkt i livshistorien og beskriver patientens mest betydningsfulde oplevelser. Lise Jul Houmann forklarer, at det ofte er nemmere for patienten at få de vigtige ting sagt, når de er vævet ind i en historie.
– Selve processen at lytte til sin egen livshistorie kan være meget rørende. Redigeringen har derfor stor betydning, for det er helt anderledes at høre sine egne ord genfortalt i en meningsfuld sammenhæng, i forhold til når man selv fortæller, forklarer Lise Jul Houmann.
Læs mere i
Sondagmorgen.dk.
