Dansk organisation starter nu hjælpearbejde i Tanzania
International Aid Services (IAS) søsætter nu to hjælpeprogrammer i Tanzania. Det markeres med en festlighed i torsdag den 24. februar i byen Arusha.
Tanzania blev godkendt som programland på IAS generalforsamling den 17. januar. Det markeres med en indvielse torsdag den 24. februar i bydelen Ngarenaro i Arusha, Nordtanzania. Her er myndigheder og samarbejdspartnere inviteret.
– IAS vil have to fokusområder: Undervisning til børn med særlige behov og hjælp til at styrke lokalsamfundet, så fattigdommen overvindes, fortæller IAS-leder Torben Madsen.
Tanzanias regering har som mål, at alle landets indbyggere skal have samme muligheder og rettigheder. Disse mål, vil IAS hjælpe med at nå.
– Mennesker i afsidesliggende områder med knappe ressourcer, og især børn med særlige behov risikerer at havne i en fælde med fattigdom og marginalisering, siger Torben Madsen.
IAS etablerede et kontor i landet allerede i april 2010.
Anders Jacobsen er leder for IAS arbejde i Tanzania og flyttede til Arusha med sin familie i efteråret 2009.