Else og Jens ser profetierne gå i opfyldelse

– Det er interessant, at Gud drager jøder hjem til Israel, siger Else Pedersen, som flere gange har været volontør i Israel.
Else Pedersen læste Anne Franks dagbog under dynen med lommelygte imod sin fars vilje. Det tændte interessen for Israel. Nu har hun og hendes mand, Jens, været volontører i Israel.

Else (74) og Jens Pedersen (60). Som 12-årig blev Else grebet af Anne Franks Dagbog. Hendes far, som sympatiserede med Hitler, udtalte, at bogen var fuld af løgn. Men Else blev fyldt med kærlighed til det jødiske folk.

– Jeg blev født i Tinglev tæt ved den tyske grænse. Da jeg var tre et halvt år, indvaderede tyskerne Danmark. Min far var født i og opvokset i byen, dengang den var under tysk herredømme. For ham var det spændende, da Hitler kom til magten. Hitler gjorde noget specielt ved unge mennesker. De fik flotte uniformer og skøn musik. Min far blev hjernevasket til at hade det jødiske folk.
– Da krigen sluttede, og vi slap for at bruge mørklægningsgardiner i vinduerne, havde alle vores naboer lys i vinduerne, men ikke os. Jeg var 7-8 år gammel og spurgte min far, hvorfor vi ikke havde lys i vinduerne, for jeg syntes, det så flot ud. Han svarede, at det var bedre at lære at sige ”Heil Hitler”. Min mor sagde, at det skulle han ikke lære os.
– Jeg var tolv år, da min skolelærer gav mig ”Anne Franks Dagbog” med hjem. Da min far så den, blev han vred på læreren og sagde, at det skulle forbydes lærere at sende sådanne bøger med hjem. Han sagde, at Anne Franks far var fuld af løgn, så han håbede, at jeg ville lade være med at læse bogen. Resultatet blev, at jeg læste den under dynen med lommelygte. Mit barnehjerte blev dybt bedrøvet over den unge pige, som var spærret inde på et loft i Holland.
Det var først mange år senere, at Else Pedersen fik mulighed for at læse om jødernes skæbne under krigen. Og da læste hun alt, hun kunne finde på biblioteket.
– Jeg blev fyldt med kærlighed til det jødiske folk og en længsel efter at komme til Israel, fortæller Else Pedersen.

Vejen til Israels land har været lang og stenet for Else. Hendes mor døde efter en ulykke, da Else var blot 13 år, og hun blev da som en mor for sine søskende.
Det meste af sit liv har hun arbejdet som fabrikssyerske, men da hun var 50 år, søgte hun ind på Diakonhøjskolen i Århus. Men hun var ti år for gammel. Alligevel tog hun mod til sig og fik en aftale med forstanderen. Han spurgte, om hun syntes, det var rigtigt at tage pladsen fra nogen yngre.
– Nej, men jeg har aldrig haft chancen, svarede hun.
Forstanderen forsvandt ind på kontoret og kom ud igen med to papirer, hvor der stod, at hun kunne starte om et år. Men der gik ikke mange måneder, før hun var i gang med uddannelsen. Det viste sig senere, at uddannelsen og erfaringen som social-og sundhedshjælper skulle komme til god gavn, da hun kom til Israel.

Da Else Pedersen var 17 år, havde hun mødt sin mand. Mange år senere mødte hun Jesus, og da krævede manden skilsmisse. Modvilligt gik Else med til det, for hun syntes ikke, det var rigtigt. For otte år siden døde hendes første mand, og to år senere giftede hun sig med Jens. De mødte hinanden på en bibelskole i Danmark. Interessen for at hjælpe andre mennesker i nød har de til fælles. Mange er de, som har søgt ly under deres vinger.

Siden hun blev færdig som social- og sundhedshjælper, har Else været fem gange i Israel og arbejdet som volontør ad flere omgange. Jens har været der tre gange, men i efteråret for første gang som frivillig arbejdskraft sammen med Else. Begge havde fået volontørjobbet gennem Dansk-Jødisk Venskab.

– Der er kun få penge og dårlige ressourcer på mange institutioner.
– Det er ikke som i Danmark, hvor alle har deres egen rollator. Her skubber folk rundt med et stativ uden hjul, der hviner på gulvet, fortæller Jens Pedersen.
Else har fået venner for livet blandt de allersvageste i løbet af sine forskellige besøg i Israel. En lille uønsket arabisk dreng er vansiret, fordi han blev forsøgt brændt inde. Han genkender Else, når hun kommer på besøg. En anden arabisk knægt ville moren ikke have, fordi faren ikke brød sig om ham. Han kom for at få knus af Else, da hun besøgte ham. En forkrøblet pige på 19 år, som Else tog sig af under en af de andre ophold, er nu død.
I efteråret var de begge volontører på plejehjemmet Pninat Shloshet Ha’avot i Jerusalem. Der var der 60 beboere. En blanding af jøder, arabere og kristne. Stedet drives af ortodokse jøder.

– Hvad er det mest interessante ved Israel?
– Det er, at dette er Guds eget land. Det er interessant, at Gud drager jøder hjem til Israel, siger Else og citerer fra Jeremias’ Bog kapitel 29, vers 11-14:

”Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer. Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde, siger Herren. Jeg vender jeres skæbne og samler jer fra alle de folk og fra alle de steder, jeg fordrev jer til, siger Herren; jeg fører jer tilbage til dette sted, som jeg førte jer bort fra.”

– Det er en stærk oplevelse at se, hvordan det jødiske folk kommer hjem til Israel. To gange har jeg været med til at bringe jøder fra St. Petersborg til Finland. Vi har også sejlet jødiske immigranter fra Odessa i Ukraine til Haifa i Israel, fortæller Else.
– Jeg synes også, det er spændende, at vi må være med til at trøste Herrens folk, siger Jens Pedersen.

– Vi kender mange mennesker i Danmark, som elsker Israel, fortæller Jens.
– Ja, men der er vel ikke så mange danskere, som er interesserede i Israel, siger Else.
– Man blive jo lidt ked af det, når folk ikke vil støtte Israel, indskyder Jens.
– Det er ikke nok at have Israels flag i et hjørne. Man må havde det i hjertet. Vi lever i den sidste tid. Det er som Sodomas tid, mener ægteparret, der også nævner homofili som et eksempel på dette.
Fra menigheden ”Kristus for alle” i Juelsminde har de fået penge til at støtte projekter i Israel. Ægteparret synes, det er frygteligt, at der er 40.000 aborter i Israel og har blandt andet givet penge til en bevægelse, som giver et års støtte til moderen, så hun har råd til at få barnet.
De seneste år har Else og Jens også været reserve-bedsteforældre for flere indvandrere, samt sørget for møbler til fattige danskere. Desuden er de ivrige forbedere og uddelere af ”Dagens Ord” fra USB.
Selvom de har travlt med – og er involverede i – mange ting, er der et sted, der brænder i deres hjerter:
– Én ting er sikkert. Vi vil meget gerne tilbage til Israel, siger Jens og Else Pedersen, som bor i Egebjerg ved Horsens.