Missionær i Mexico skudt
I den sidste uge af januar blev Nancy Davis skudt på en vej i Mexico.
Hun og hendes mand Sam havde rejst som missionærer i Mexico i mere end 30 år og elskede det og var godt klar over risikoen. Ikke mindst da de arbejdede i Tamaulipas, en delstat, hvor mange områder er under kartellernes kontrol. Ægteparret kom kørende i deres pick-up, da de blev bedt om at stoppe ved en illegal vejblokade. Da de nægtede og kørte videre, ramte et skud Nancys hoved. Sam kørte med sin blødende kone alt hvad han kunne de 100 km til USAs grænse, hvor hun fik lægehjælp. Ved ankomsten til hospitalet kunne de dog erklære hende død. Grænsebetjente mener, at mexicanske kriminelle ønskede at stjæle pick-uppen.