Sudan: Flygtninge vil hjem

De officielle tal siger 2000 om dagen, men ingen ved præcis, hvor mange det drejer sig om.Trods alt er der en folkevandring i gang fra nord til syd i Sudan. I nord bor op mod 1½ mio. sydsudanesere, som regeringen siden efteråret har betalt billetten for, hvis de rejste hjem. Det har hundredetusinder taget imod indtil videre. Og med et valgresultat, hvor 99% mødte op og 99,57% af dem stemte for deling af Nord- og Sydsudan, ser hjemrejserne ud til at fortsætte. I hvert fald indtil den 9. juli, hvor Sydsudan formodes at erklære sin selvstændighed ved udløbet af den nuværende våbenhvile. Nødhjælpsarbejdere fra bl.a. Folkekirkens Nødhjælp er klar til at hjælpe de mange hjemvendte flygtninge, med mindre voldsomme episoder pludselig resulterer i en masseflugt.