Besøg i et kraftcenter – Bethel Church California
Det handler om Guds godhed. Forstå at Gud er god, og at du er tilgivet. Det er nøglen bag den kultur af frihed, der findes i Bethel-kirken, mener erfaren pastor i kirken.
– Jeg elsker det simpelthen. Det er den mest befriende kristne kultur, som jeg nogensinde har været en del af.
Ordene kommer fra 52-årige Carl Richardson, som har arbejdet i kristen tjeneste i 25 år. Han er i dag vækkelsespastor på kirkens bibelskole, hvor han har pastoralt ansvar for 60 elever.
Mens vi sidder uden for kirken i den kølige morgenbrise og med udsyn til de bløde bjerge i horisonten, forklarer Carl Richardson, at han tror, at kirkens succes bunder i en kultur af frihed. En frihed, som ifølge ham er en del af Guds Rige og det modsatte af det, han kalder et religiøst system.
Med de ord mener han, at der i kirker kan blive skabt en ydre kontrol om, hvordan folk skal opføre sig og være. Men:
– Det har intet med hjertet at gøre, siger Carl Richardson.
– Jeg kunne opsætte en struktur, der ville forhindre folk i at gøre forkerte ting, men problemet er, at det også forhindrer vækst på andre områder, siger han og citerer kirkens hovedpræst, Bill Johnson:
– Jesus kunne have struktureret det, så Judas forræderi aldrig ville ske, men hvad så med Jakob, Johannes og Peter?
For hvis vi kun fokuserer på at undgå at synde, så glemmer vi helt Guds godhed, og at vi allerede er blevet tilgivet og accepteret af Gud, mener Carl Richardson.
– Hvis du hele tiden forsøger at lade være med at gøre noget forkert, så er dit fokus på det og det er en taber-situation. Men hvis Gud har vundet mit hjerte, og jeg ved, at jeg er fuldstændig accepteret, så vil mit fokus være på Gud og alt, hvad han er. For jeg ved, at jeg ikke bliver straffet Jesus tog straffen. Derfor kan jeg fokusere på Gud og hans godhed, siger Carl Richardson.
Når vi forstår, hvor god Gud er, og at vi er tilgivet, så får vi del i den frihed, som Gud giver.
– Det sætter dig i en position, hvor du kan begynde at være. Du er fri fra syndens bånd. For Jesus tog sig af din synd, og vi behøver heller ikke være bundet af religiøse strukturer, siger han.
– Jeg tror, at religiøse mennesker ville sige: Men hvad hvis folk opfører sig dårligt? Vi har set det modsatte. Det har skabt en masse frihed og nåde. Folk er stadig fri til at begå fejl, men de er også fri til rette op på deres fejl. Hvis du laver noget rod, må du selv rydde op igen. Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe, og det samme vil Gud, siger han og forklarer, at Jesus også tillod disciplene at lave rav i tingene.
– Det gør os ikke perfekte, men jeg tror, det skaber et godt grundlag til at blive modne kristne.
Med til regningen hører også, at vi har fået del i en ny natur, mener Carl Richardson.
– Jeg hører så tit kristne sige: Jeg er bare en synder, frelst af nåde, men det er ikke sandt. Vi var syndere. Hvis du er frelst af nåde, er du ikke længere en synder, siger han og skynder sig at tilføje:
– Det betyder ikke, at du ikke længere vil gøre forkerte ting. Men der er en forskel mellem at have en syndig natur og en natur, der er født af Gud.
Føler du, at du selv kommer fra en religiøs kultur?
– Ja, helt sikkert. Jeg har været og pastoreret i religiøse kulturer. Jeg tror ikke, at jeg ville have set det dengang, men du opdager det, når du smager frihed, siger han og henviser til, at man ikke ved, hvor dårligt byvand smager, før man har smagt vand fra en levende kilde.
Carl Richardson og hans kone Vicky blev udfordret af at læse bøger fra kirkens hovedpræst, Bill Johnson, som skrev om, hvordan kirken var en demonstration af Guds kraft i verden, og at Jesus sagde, at tegn og undere skulle følge dem, der tror.
Men samtidig rørte det noget i dem, og de vidste, at det var rigtigt, fortæller Carl Richardson. Derfor tog de på kirkens bibelskole og har siden været en del af kirken. Og de elsker det fuldstændig, som han siger, efterfulgt af et afslappet grin, som i de fleste af hans sætninger.
– Jeg tror, at hvis folk blot ville erfare Guds godhed, ville de ikke ønske noget som helst andet. Hvis de oplevede Guds godhed og kærlighed og forstod, at Gud accepterede dem, så ville ingen have lyst til at gå tilbage til noget andet.