Bliv missionær i Afrika
Det er koldt. Rigtig koldt. Det har været det længe, og det virker som om, det vil fortsætte lidt endnu, selvom vi er trådt ind i forårsmånederne. Kulden har det med at få et national-vartegn frem i os danskere. Brokkeri. Op og ned ad stolper om hvor træls og besværlig kulden og vejret er. For det er vist et andet nationalvartegn. Vi kan tale så længe om vejret, at man skulle tro, at vi faktisk arbejdede med landbrug og fiskeri, så vi var afhængige af det for at opretholde livet.Og midt i denne kulde og alt dette brok – undertegnede er naturligvis medskyldig fik jeg en fantastisk idé. Det er alletiders mulighed for at hverve missionærer til Afrika (og for den sags skyld andre varme steder). De forskellige missionsorganisationer kan vel altid bruge et par ekstra missionærer hér og dér, og så er det med at smede, mens jernet er varmt (eller koldt i dette tilfælde).
Send materiale om fjerne missionsstationer ud til kirkelige medarbejdere i land og by, folkekirke og frikirke og se, om der ikke et eller andet sted er bid. At nogen er klar til at bytte kulden og modvilligheden i Danmark ud med ivrige stammefolk i 30 graders varme. Jeg er sikker på, at den nuværende kulde kan hjælpe potentielle missionærer til at glemme risici som malaria, uhygiejniske toiletforhold og tyvagtige naboer.
Naturligvis må det være mennesker, som i forvejen lever missionsbefalingen ud i Danmark, som rekvireres mennesker som ikke blot vil på badeferie, men også har en mission. Men dette ville være den optimale anledning til én gang for alle at få dem transporteret til fremmede himmelstrøg. Og når de først er der, skal de nok blive der den slags har det med at gå i hjertet på folk!
Men I må skynde jer. Foråret nærmer sig med raske skridt og hvis det først bliver maj, er alt håb ude. Ingen ved sin fulde fem beslutter sig for at forlade landet med de bøgelyse øer i maj, du søde milde.