Dansk hjælp på vej til libyske flygtninge
NØDHJÆLP: Folkekirkens Nødhjælp er klar til at hjælpe strømmen af flygtninge fra Libyen. Indtil videre har organisationen bevilget 750.000 kroner til nødhjælpsartikler til flygtninge fra urolighederne i forbindelse med den civile opstand i Libyen.
– Hvis situationen forværres i Libyen, kan konsekvenserne for den libyske civilbefolkning blive dramatiske. Så frygter vi, at også familier med børn og gamle begynder at flygte. Og den situation er vi nødt til at forberede os på, siger katastrofechef i Folkekirkens Nødhjælp, Lisa Henry, i en pressemeddelse.
– Via ACT Alliancen har vi et team på vej, der skal vurdere, hvordan vi bedst kan hjælpe flygtningene, siger hun.
ACT Alliancen vil i første omgang hjælpe flygtninge, der er kommet ind til Tunesien. Her klumper 75.000 mennesker sig sammen ved grænsen, fordi de ikke har hverken transport eller ved, hvor de skal gøre af sig selv.