Debat

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens. Politiske indlæg optages kun, hvis de berører kristne emner.

Ånderne vender tilbage på TV3 med en seance fra en Spar-købmand i Hobro, hvor det spøger.
Marion Dampier-Jeans, kendt fra sin medvirken i tv-programmet “Åndernes magt”, siger: “Det er ikke “Åndernes magt”, der har gjort mig til den, jeg er. Det er ånderne. Jeg har et ordsprog, der siger, at jo mindre af dig, jo mere af ånderne, desto bedre et medium. Derfor er jeg heller ingenting. Jeg er som person nul og niks. Jeg er et redskab til at formidle kontakt mellem vores verden og ånderne.”
Bibelen advarer imod åndemaneri, men hvis man, som kristen, får en åndelig oplevelse, er kilden mere pålidelig.
I september 1989 var jeg på ferie i det tidligere Jugoslavien. I Pula besøgte jeg den katolske Sct. Antonio kirke. Som jeg sad her i kirken, spejlede solen sig i et messingkors på kirkens alter mig lige i øjnene. Jeg tog et foto og betegnede billedet, som jeg har i plakat-forstørrelse, som “et glimt af evigheden – korsets gåde”.
Om aftenen var jeg tilbage i Porec. Ud på natten så jeg, i drømme, en bil skride ud og trille ned ad en skrænt. I tågedisen skimtede jeg to skikkelser i et blåligt skær stige op og forlade stedet. Min forstand sagde mig, at det, jeg så, var fysisk umuligt. Ingen kunne overleve denne ulykke.
Dagen efter gik jeg ind til Porec centrum. Uvist af hvilken grund tog jeg et foto af en opslagstavle, hvor der mellem lokalannoncer også var anmeldelser af dødsfald og en begravelse af Ivonne Miani. Det viste sig senere, da jeg fik den sørgelige historie, at Ivonne var ansat på hotel Mistral. Efter arbejdstid var hun blevet hentet af sin ven, men i det voldsomme regnvejr, som gør asfalten til en skøjtebane på disse kanter, var bilen skredet ud over en skrænt, som jeg så det i min drøm – på tidspunktet, tænker jeg.
Den opmærksomme læser vil sikkert bemærke, at mit foto i Sct. Antonio kirken, “et glimt af evigheden – korsets gåde”, blev taget, før bilulykken fandt sted, ligesom også mit foto, af opslagstavlen med Ivonnes dødsannonce, blev taget før, jeg fik den tragiske historie fortalt af gæsterne på hotellet. Jeg rystede over, hvad jeg have været vidne til, og hvad der er muligt.
Så gå nu ikke og tro, at det er slut, når du dør, og forhold dig ikke til åndemanere, men til Jesus.
(Forkortet af red.)
Knud Held-Hansen
Beatesmindevej 76, 1.tv
9210 Aalborg SØ

Under overskriften ”Den frafaldne protestantisme” retter Kurt Ravnkilde i et debatindlæg påny sit skyts mod sin egen kirke – Adventistkirken.
Frikirken bliver beskyldt for ikke at ville markere sig offentligt. Sådan kan det måske virke i Danmark – men Adventistkirkens over 17 mio. medlemmer gør på verdensplan et stort arbejde med sundhedsarbejde og sygehuse, hjælpeorganisationen ADRA og hele skolesystemet.
Det er ikke rigtigt, når Ravnkilde siger, at Ellen Whites bøger er de eneste, vi læser.
Vi bekender os entydigt til reformatorernes ”sola scriptura” (Skriften alene)-princip, når det gælder vor tro og lære. At bogen Konfrontation af Ellen White skulle være ”den mest værdsatte bog” må stå for hans egen regning. Jeg betvivler, at Ravnkilde har lavet en undersøgelse om det.
Hvis man læser fx ”Vejen til Kristus” (oversat til 70 sprog, millionoplag) eller storværket ”Den Store Mester”, som jeg vil hævde er mere værdsat og mere læst, vil man finde ud af, hvad hendes fokus er. Alle kan trække nogle isolerede citater ud af en større sammenhæng og dermed give et falsk indtryk af forfatterens egent-lige hensigt. Hele Konfrontations overskrift er ”Den Store Strid mellem Kristus og Satan”. Dét er bogens fokus – ikke at fordømme den enkelte kristne. Det drejer sig om den åndelige kamp i verden mellem det gode og det onde, og hun advarer med profetisk stemme mod frafald fra den Gud, der har vist sit sande ansigt i Jesus Kristus. Det gælder om ikke at miste ham. Dette er det overordnede budskab i denne bog – og i alle hendes bøger.
Richard Müller, teol.dr.
Adventistkirkens webpræst
Strandvejen 110
8721 Daugård

Kurt Ravnkilde, som jeg antager er 7. dagsadventist, skriver i Udfordringen d. 12. marts: ”Alle kristne, der ikke holder sabbatten, er enten katolikker, frafaldne protestanter eller vantro”.
Nu har anti-katolicisme i mange år været en politisk korrekt isme, så artiklen forbavser mig ikke. Men jeg kunne godt tænke mig at forklare Ravnkilde, at de fleste kristne kirker, inklusiv størstedelen af protestantismen, har holdt søndagen hellig i århundreder, ikke fordi de ikke er klar over sabbats-buddet, men fordi vi lever under den nye pagt, dvs. efter Kristi opstandelse.
Han opstod den første dag i ugen (søndag), og af den grund blev det dagen, hvor de troende kom sammen for at fejre opstandelsen og bryde brødet sammen. I Apostelens Gerninger kap. 20, vers 7 står der: ”Den første dag i ugen var vi samlet for at bryde brødet”.
Således blev søndagen den nye store gudstjenestedag, helligdag og hviledag. I alle kristne kulturer er søndagen således på Guds forsyn blevet den nye sabbat, og nu er den både den syvende dag i ugen for os (sabbat betyder syvende dag), hviledag og gudstjenestedag på én gang. Må jeg derfor foreslå, at Ravnkilde tager et opgør med kirken i Apostlenes Gerninger, eller hellere, at han lader være med at anklage sine medkristne?
Ina Bach
International Theological Institute, Trumau, Østrig

”Træd til side, knægt, nu skal jeg lige snakke lidt med Bamse.” Det er, hvad biskop Kjeld Holm forestiller sig, at Gud har sagt til Jesus, da Bamse for nylig forlod denne verden.
Nu kan man så alt efter temperament krumme tæer, græde eller sætte et billede af biskoppen op på sin dartskive.
For mit vedkommende er der dog også et positivt aspekt ved biskoppens udtalelse. Hvordan det? Jo, jeg hører til dem, der ser sig nødsaget til at melde mig ud af Folkekirken, når det nye ritual til vielse/velsignelse af homoseksuelle par bliver indført. Takket være Kjeld Holm vil denne sorgens dag nu også blive glædens dag, for hvilken ubeskriveligt stor glæde vil det ikke blive at melde sig ud af en kirke, hvor narhatte som Kjeld Holm kan vælges til biskopper?
Helge Hoffmann
Ørslevklostervej 76
7840 Højslev

“Jellingsten-hærværk er god reklame,” lød overskriften til en tv-nyhed 8/3. Videre hed det, at set fra et markedsføringssynspunkt giver graffitien uvurderlig reklame for Jelling og ikke mindst museet Kongernes Jelling.
“Der har været rigtig mange mennesker forbi, som er kommet netop, fordi stenen er blevet skændet af graffitien. Der har simpelthen været en større interesse, end der nok normalt er på dén her årstid,” udtaler en ekspert fra Nationalmuseet til DR Kultur.
“Danmarks dåbsattest” kaldte forfatteren Martin A. Hansen Jellingstenen. Den markedsfører man ikke som et industriprodukt, og da slet ikke med ulovligheder, for graffiti er og bliver vandalisme med store omkostninger for dem, det går ud over.
Hvornår er det blevet god reklame at skænde et fortidsminde? Med sin udtalelse bagatelliserer museumseksperten den strafbare handling, som graffiti er, og graffitimaleren kan hovere over, at det i virkeligheden er Jellingstenen, der er god reklame for graffitien.
Kamma Ankjærø
Ny Munkegade 80
Århus C

Tidligere medlem af Folketinget for KD, Jens Steffensen, har berettet om, hvorledes han, som ordfører for KD ved den afsluttende debat før juleferien, fra Folketingets talerstol havde fremført og betonet nødvendigheden af det kristne fundament for fremtidens samfund.
Da kom et folketingsmedlem fra et andet parti hen til ham og takkede for indlægget, som han var enig i og mente, vi havde hårdt brug for i Danmark. Jens Steffensen spurgte da, om han så ikke ville gå op og tilkendegive det fra talerstolen som sin personlige mening. ”Nej, det kan jeg ikke, for vi har også ateister i mit parti”, sagde han.
Konservativ Ungdom kæmpede efter sigende imod Tove Videbæks mulighed for at blive valgt ind i Europaparlamentet for Det Konservative Folkeparti. Det var, efter at hun var gået over til dette parti, fordi de kendte hendes tidligere holdninger, medens hun endnu var i KD.
Så hvis man ønsker det kristne livs- og menneskesyn fremmet i dansk politik, vil en stemme på et hvilket som helst andet parti end Kristendemokraterne være en spildt stemme. Det må konstateres, at kristne ikke får et ben til jorden i andre partier, såfremt de måtte ønske at fremme synspunkter baseret på det kristne livs- og menneskesyn.
Derfor er det så vigtigt, at alle kristne i Danmark står sammen om Kristendemokraterne, når valget kommer, og ikke spreder deres stemmer på alle mulige andre partier og dermed mister værdifuld, kristen indflydelse på dansk politik.
Kristen Nørgaard Kristensen
Bryggerparken 4
4450 Jyderup