Frelsens Hær i Japan: Behovet for hjælp er stort
Frelsens Hær var hurtigt ude, da katastrofen ramte Japan. Også i mange af de hårdest ramte områder fik de adgang hurtigt. Det er fordi vores medlemmer er den del af lokalbefolkningen, forklarer Levi Giversen fra Frelsens Hær i Danmark. I kølvandet på jordskælvet og tsunamien i Japan breder der sig nu en stille katastrofe. Strålingsfare, sult og sygdomme stiller krav om hurtig indsats. Og behovet for hjælp er stadigt stort ifølge det internationale Frelsens Hær.
Frelsens Hær var hurtigt fremme for at yde hjælp, da jordskælvet og senere tsunamien ramte Japan den 11. marts. En indsats, der nu intensiveres efter, at hærens hjælpeteams har fået adgang til at operere i de værst ramte områder. De japanske myndigheder har således givet Frelsens Hær adgang til hovedveje, der er lukket for offentlig færdsel.
– Vi er jo ikke en nødhjælpsorganisation, men en kirke, og der er stor forskel på os og for eksempel Røde Kors. Kirken og medlemmerne er allerede i området, så det er ikke svært at mobilisere noget hjælp i en fart. Derfor kan vi være meget hurtigt på stedet, siger Levi Giversen, kommunikationskonsulent hos Frelsens Hær i Danmark.
Frelsens Hær har tre nødhjælpsteams i katastrofeområderne, og de får bistand af erfarne hjælpearbejdere fra London. Et team er sendt til byen Sendai, der ligger cirka 370 kilometer nord for Tokyo, og som lå tæt på jordskælvets epicenter. Byen blev fuldstændigt overskyllet af en 10 meter høj tsunami, der forårsagede uoverskueligt store ødelæggelser og kostede tusinder af mennesker livet. I Sendai deler Frelsens Hærs hjælpeteam omkring 1000 måltider mad ud om dagen. Mad og drikkevarer bliver delt ud fra en mobil kantinevogn, som dårligt kan matche de lange køer af sultne japanere, som har mistet alt.
Et andet hold arbejder i området ved byen Mito, der ligger nogle kilometer fra Japans østkyst. Her var det selve skælvet, der forårsagede stor ravage. Her uddeler teamet især drikkevand, kiks og tæpper til de evakuerede mennesker.
Det tredje hjælpehold har til opgave at undsætte nødstedte i området ved Fukushima Daiichi atomkraftværket. Et arbejde, der imidlertid vanskeliggøres af sne, kulde og mangel på benzin.
Foruden tilsagn om økonomisk støtte fra flere af Frelsens Hærs territorier doneres også praktisk hjælp. Således har Frelsens Hær i Sydkorea skaffet 100.000 flasker drikkevand og 5000 førstehjælpspakker, som nu er på vej til Japan.
Japan er ikke noget fattigt land, men på grund af katastrofens omfang, så kan den officielle hjælp fra myndighederne slet ikke følge med behovet, og derfor er der også brug for hjælp udefra og fra organisationer og kirker i landet.
– Ud fra en medmenneskelig tanke så forsøger vi at hjælpe, der hvor vi kan. Jesus sagde jo: Alt hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig. Og derfor må vi også gribe ind og hjælpe, der hvor, der er nød, siger Levi Giversen.
I de fleste nødstedte områder i Japan er hjælpen nået frem, men det betyder ikke, at Frelsens Hær og andre hjælpeorganisationer kan drosle ned for arbejdet. Japanerne mangler stadig mad, vand og varme i områderne omkring Senda og Yabuki-cho, som begge ligger tæt på det uheldsplagede atomkraftværk Fukushima. Yabuki-cho er et af de få tilbageværende områder, hvor hjælp fra staten endnu ikke er nået frem.
I skrivende stund er det officielle antal af døde og savnede oppe på 24.000. Tallet ventes dog forsat at stige, som redningsarbejdet skrider frem.