Taxa vil ikke reklamere for bibel
Taxafirma på Fyn nægter at køre med Bibelselskabets reklame for bibel til mobiltelefoner. Af frygt for at miste kunder.
Taxa Fyns direktør Peter Kjærgaard udtaler til DR P4 Fyn, at vi kører gerne med reklamer, men vi ønsker ikke at sætte vores førere i et dilemma i forhold til, at vi skal kunne komme alle steder.
Men det er en misforståelse ifølge Bibelselskabets generalsekretær.
– Modstillingen er mellem folk, der har forståelse for, at religion fylder noget for de fleste mennesker, og så nogle andre, der er meget angste for religion, og som helst vil have den helt ud af det offentlige rum, forklarer han.
En række bybusser i Odense og omegn kører dog rundt med i alt 184 skilte med MoBibelen.