At skære en skare over én kam
Af Leif Andersen. Lektor i teologi og rejsepræst, bor i Hvidovre.
Den skare, der palmesøndag råbte Hosianna, råbte langfredag: Korsfæst ham.
Den udlægning hørte jeg ganske ofte (i lidt forskellige udgaver), da jeg var ung. Pointen var vistnok, at folkeskarer er ustadige og forfløjne og ikke til at stole på og sådan noget.
Sandsynligvis er det noget sludder. Der er ikke noget i Bibelen, der antyder, at det skulle være samme skare. Det ville også næsten være for sært.
Når vi på tv den ene dag ser en råbende skare på en stor plads, som kræver ét, og den næste dag ser en store skare på den samme plads, der kræver det stik modsatte, så vil vi normalt gå ud fra, at der ikke er mange gengangere. Og sådan også her: Palmesøndag stimlede de jøder sammen, der håbede inderligt på, at Jesus skulle være Guds Messias; langfredag stimlede nogle helt andre jøder sammen, der havde et helt andet syn på Jesus.
En skare består af mennesker. Med vidt forskellige ansigter, vidt forskellige lidenskaber og vidt forskellig historie. Jesus var jævnt ofte omgivet af en skare, talte til skarer, diskuterede med skarer, men han skar dem ikke over én kam. Han kunne pludselig gå hen til en tolder og sige: Følg mig. Eller han kunne tale med skøger og spedalske, mens folk stod omkring og strakte hals.
Lad os nu lige zoome ind på den skare, der flokkedes om Jesus palmesøndag.
Jo, dér står jo Joakim, som lige er kommet ind med 4-kamelen og ikke aner, hvad der foregår. Men han er med på det hele, for det havde været rimeligt kedsommeligt de sidste mange år. Så han synger Hosianna, som gjaldt det livet.
Og dér er vist nogle grækere, som er kommet op til højtiden, og som tror, at Hosianna betyder Ned Med Romerne. Så de hujer endnu højere og dukker sig, hver gang en romersk soldat kommer forbi.
Maria fra Gaza har sådan håbet, at hun kunne få en fortrolig samtale med Mesteren, for hendes familie er ved at gå i stykker. Sara fra Sikem håber sådan, at Jesus ikke vil få øje på hende samtidig med, at hun meget håber, at naboens Ruben vil få øje på hende.
Judith fra Dekapolis er overhovedet ikke religiøs. Hun har ikke andre ideer i hovedet end et Frit Palæstina. Hun vil hellere end gerne lade sig stene, hvis det kunne tænde et oprør imod romerne.
Samuel og Josua fra Hebron er til gengæld flintrende ligeglade med romerne. De er mere bange for Gud. De har levet hele livet med moseloven som norm, og jo mere de faster og beder, jo mere fordømt føler de sig. Nu hører de for første gang om én, der ved, hvordan man får fred med Gud: Jesus fra Nazaret. Ham på æslet. Så de kan næsten ikke råbe Hosianna for bare bevægelse.
Og hvor ved jeg så alt det fra?
Ganske enkelt derfra, at så uens er skarer nu engang. For så forskellige er mennesker.
Og så forskelligt møder Kristus os. Hans rige er ikke en kopimaskine, der tvinger os alle igennem samme forløb og samme erfaringer.
Noget af det i Guds rige, der bevæger mig mest, er: at det åbenbart er lige meget, hvorfor jeg kommer til Kristus, med hvad jeg kommer til Kristus, med hvilke følelser og erfaringer jeg kommer til Kristus. Bare jeg kommer.
Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort (Johannesevangeliet 6,37).
Sikkert ikke alle i skaren palmesøndag var afklarede i deres syn på Jesus. Men de havde alle én ting til fælles: De ville være tæt på ham. De åbnede deres liv for den risiko, mødet med Jesus af Nazaret indebærer.
