Blandede bolcher
– fra Johannes Møllehaves slikbutik.En ny samling klummer og kronikker af Johannes Møllehave fra det forgangne år er landet på anmelderens bord. Det er den fjerde i rækken, og det er lidt, som man kan forvente det: glædeligt, men også noget forudsigeligt. Man mindes Hans Ole Nielsens gamle revy-tekst: Der sad ti kæmper i gildeshallen / og lytted muntre til skæmt fra skjalden. Det er nemlig det, man gør: Man lytter. Noget af det, der bæres ind, er kraftfuldt; andet er dog tyndere.
En Møllehave-artikel har sine helt egne vandmærker: Den er engageret og engagerende; den har tit rod i dansk kunst, kirke og kultur, og elskede omdrejningspunkter er Kierkegaard, Andersen (både H. C. og Benny) og Storm P. Og så elsker den at splitte ord op for bagefter at vende dem på hovedet (Hvordan gik det? Gik Nora, som aftenen gik?). Læg dertil en – i ordets bedste forstand – næsten barnlig opdagertrang og fortælle- og formidlingsglæde, og vi har en Møllehave. Mange under, men ingen ved siden af. Møllehave er sit eget varemærke.
I dette bind hører vi bl.a. om præsteædere, om jødisk humor, om en moderne Spørge-Jørgen, om digteren Sophus Claussen, der, som en af de få, kan få ham til at fatte det ufattelige. Om Strindberg og Per Olov Enquist, om Svend Auken, der kunne have været en god præst, om Svend Bjergs prædikener og deres utrolige nærvær, om at være fængselspræst og om hans livs taxa-chauffører. Så er der en artikel om Paludan Müller som religiøs digter; hans store digt Adam Homo modstilles schweizeren Max Frischs Homo faber om teknokraten, der tror på tilfældighederne fremfor på Gud. Der er også en begravelsestale, der viser, at forfatteren godt kan sætte tempoet lidt ned; det er egentlig ganske befriende.
Møllehave bringer ikke for alvor nyt til torvs i denne bog, men der er mange tankevækkere undervejs. Tempoet er forrygende, men kan man ellers følge med, er det aldrig forgæves at følges ad. Bogen kunne dog godt have fortjent en nænsom redigering; flere steder slår det lidt vel meget igennem, at indlæggene har deres oprindelse i avisen. En opdatering i så henseende ville kun have gavnet bogen.
Johannes Møllehave:
Hellere forrykt end forgæves
– klummer & kronikker
184 sider 248 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag